Ebay bargain: minion keychain

Min italienske dagbog: Bologna

 photo IMG_0554-1.jpg photo IMG_0600.jpg photo IMG_0640.jpg photo IMG_0658.jpg photo IMG_0689.jpg photo IMG_0817.jpg photo IMG_0745.jpg photo IMG_0725.jpg photo IMG_0750.jpg photo IMG_0844.jpg photo IMG_0851.jpg photo IMG_0859.jpg photo IMG_0884.jpg photo IMG_0871.jpg

Så stod en ny by for skud i weekenden, nemlig Bologna. Min chef havde advaret mig mod, at det var en farlig by. Da jeg spurgte, om der var mange lommetyve, svarede han nej nej, du skal bare passe på. Hm. Ikke særligt betryggende. Jeg begav mig dog afsted alligevel, og Bologna endte med til sidst at stjæle hele mit hjerte. Jeg tror dog, at jeg forstår min chefs bekymring. Gaderne er lidt mere skumle og beskidte end fx pæne Milano, og mændene stirrer længere og mere åbenlyst. Men vi er trods alt også kommet 150 km længere sydpå. Bologna er på størrelse med Venedig og Firenze men er turistmæssigt en måske lidt overset by – derfor endnu større grund til at lægge sit besøg her. Bologna er hovedstad i regionen Emilia-Romagna, der er kendt for at have fødevarer af allerhøjeste kvalitet. Det er her parmaskinken, parmesanosten (parmigiano-reggiano), balsamico eddike og lambrusco-vinen stammer fra, og nåja Ferrari og Lamborghini. En altså ret rig region, på flere punkter. Bologna er også en stor universitetsby, og det vrimlede da også med unge mennesker i gadebilledet. En særhed ved Bologna er deres mange arkader, hele 35 km gader er overdækket af søjlegange, og så har de tilsyneladende også nogle meget bredde gågader (første billede). Der var i hvert fald ikke mange biler, og folk gik som det passede dem.
Jeg havde inden læst, at byen byder på en 4 km lang gåtur igennem en af verdens længste overdækkede søjlegange, som leder op til kirken Madonna di San Luca, der ligger på en bakketop i udkanten af Bologna. Jeg foretrækker til enhver tid at opleve nye steder til fods, når jeg er ude og rejse, så den gåtur blev det første gøremål på dagen. Søjlegangen starter ved byporten Porta Saragozza, og så fortsætter den ellers bare. Og fortsætter. Cirka halvvejs kommer de første trapper, og så begynder det ligeså stille at gå opad. Mine ben begynder efterhånden at blive ret trætte, og jeg tænker flere gange, at nu må jeg altså snart være der. Men efter næste hjørne kommer bare endnu en lang gang med flere og flere trapper. Endelig når jeg dog målet, og belønningen er en stor rødkalket bygning og dertilhørende kirke og en flot udsigt udover Posletten. Selvom gåturen til sidst føltes ret lang, så var det en flot tur og det virkede som det oplagte sted at medbringe en madpakke – hvis man er til den slags. Jeg valgte dog at tage turen ned igen med det lille turisttog, da jeg følte, at jeg havde svedt nok for den dag. Tilbage i byen gik jeg rundt inde i centrum omkring Piazza Maggiore, som er den store plads og samlingssted for mange ting. På sidegaderne til pladsen, især på siden med gaden Via Clavature, ligger delikatessebutikker, barer, restauranter og designerbutikker side om side, og der er virkelig en helt fantastisk og unik stemning. Selvom man tænker, at alle italienere er glade for mad, så kan man altså godt mærke, at der bliver kredset lidt mere om det her. Det var naturligt derfor også i disse gader, at jeg valgte at spise frokost og krydse det eneste på min to-do liste af. Nemlig at spise tagliatelle al ragù, som egentlig bare betyder båndpasta med kødsovs. Men det er altså den ret, som alle andre steder i verden bliver kaldt for spaghetti bolognese (aaarh, nu giver navnet mening). Det var fløjtemig også den bedste bolognese, jeg kan huske at have smagt -og helt sikkert også den fedeste. Måske er det der, os danskere failer i at lave en god bolognese.
Efter en helt perfekt madoplevelse gik jeg indenfor i Archiginnasio di Bologna, som er den gamle universitetsbygning, der blandt andet huser et anatomisk auditorium teatro anatomico (I ved, der hvor man dissekerer lig) fra 1637. Auditoriet er bygget og udsmykket af træ fra top til tå. Et meget særligt syn. Hvis man vil indenfor her koster det dog et par euroer, men resten af universitetsbygningen, som også er rigtig flot udsmykket, er gratis. Efter det havde jeg et par timer tilbage inden mit tog, som blev brugt på god is og en smule udforskning af deres butikker. Da jeg på et tidspunkt kommer ud af en butik, kan jeg se at folk begynder at samle sig og der ligesom er rettet fokus med enden af gaden, hvor der også lyder en svag musik. Jeg titter ud af mit hul, og da jeg kun kan se skilte og politi i det fjerne ligner det først en form for demonstration. Men så begynder regnbuefarvede flag, mennesker klædt ud og en kørende dj med festlig musik at dukke op, og så viser det sig at være en pride-parade. Da happy bliver sat på, begynder folk at danse (se selv her), og stemningen er så høj, at jeg føler mig helt revet med. Jeg ender da også med at købe en drink, inden jeg skal med toget, alt andet ville have været for antiklimaks. Det blev en ret lang tekst om Bologna, men kort fortalt så er det altså en by, som jeg godt kan anbefale. På vej hjem i toget fik jeg helt lyst til at sige min praktik op og tilbringe den måned, jeg har tilbage, her. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg besøger dette madparadis.

Photobucket
   

6 kommentarer

  • Frederikke

    Super godt fortalt om byen! 🙂 Bor selv i Bologna, det er en skoen by! Forresten saa er det ikke gaagader i centrum – men hele centrum, der bliver lukket for traffik i weekekender 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille

      Tusind tak, Frederikke! Det er jeg især glad for at høre fra en, der bor i Bologna! 😀 Og arh! Det giver god mening. Det var også nogle utrolig brede gågader, haha.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Louise

    Tak for nogle spændende beretninger fra skønne Italien. Jeg har selv tilbragt næsten alle mine sommerferier i dette pragtfulde land, som jo har alt hvad man kan drømme om – særligt et af verdens bedste køkkener. Har dog aldrig besøgt Bologna, men det skal jeg da vist 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille

      Tusind tak, Anne Louise! Jeg er glad for at høre, at de er spændende at læse. Selv er det ret dejligt at få det skrevet ned, så jeg altid kan kigge tilbage på minderne.
      Jeg synes bestemt, at du bør besøge Bologna, så! Det kan næsten ikke være anderledes. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder som en helt fantastisk dag! Tænk at man kan få klemt så mange oplevelser ind på én dag. Lige nu har jeg næsten lyst til at bytte min flybillet til NYC ud med en til Italien. Men kun næsten 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille

      Jeg var også tidligt oppe, så jeg kunne få så meget ud af dagen!
      Kan godt forstår, at det kun er næsten. Årh, hvor ville jeg ønske, at det var mig, der skulle til NY. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ebay bargain: minion keychain