Outfit: black summer

Min italienske dagbog: Verona

 photo IMG_0945.jpg photo IMG_0987-2.jpg photo IMG_1020.jpg photo IMG_1050.jpg photo IMG_1092-2.jpg photo IMG_1114.jpg photo IMG_1151-3.jpg photo IMG_1187.jpg photo IMG_1211.jpg photo IMG_1225.jpg photo IMG_1233.jpg photo IMG_1274.jpg photo IMG_1311-2.jpg photo IMG_1307.jpg

De her indlæg bliver længere og længere. Men det er svært at begrænse sig, når man har meget, man gerne vil fortælle, og Verona har virkelig mange forskellige ting at byde på. Byen er sådan cirkus kendt for to ting. Opera og Romeo og Julie. Verona er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv blandt andet pga. de mange bevarede bygninger fra romertiden, hvilket er med til at skabe en helt unik stemning, hvor den tusind år gamle historiske by og det moderne storbyliv mødes i smuk forening. Igen har vi at gøre med en by på størrelse med Århus. Altså en meget overkommelig by, og der er da heller ingen grund til at bruge andet end fødder for at komme rundt i Verona. Faktisk for jeg i første omgang vild, fordi jeg troede, at jeg skulle gå meget længere, før jeg skulle dreje af til mit første stop på turen. Det viste sig, at det egentlig bare vare lige rundt om hjørnet.

Jeg ankom med toget, som ligger udenfor centrum, og det virkede derfor også oplagt at besøge kirken Basilica di San Zeno, da den også ligger lidt udenfor centrum. Og når jeg siger “udenfor centrum”, så snakker vi måske 1 km. skøn og overskuelig er Verona nemlig. Dermed ikke sagt at det ikke kan lade sig gøre at fare vild alligevel. Det italienske gadesystem er hammerulogisk (noget der egentlig burde have stået på min liste), omend Verona faktisk ikke er det værste eksempel – det er Bassano til gengæld. Det er flere gange lykkedes mig at komme ud på en omvej af 10 min. ekstra, fordi gaden pludselig laver et skarpt sving, eller at den parallelle gade, man regnede med at dreje ned ad, er ikke-eksisterende. I tell you, man skal kun skyde genvej, hvis man ved, at det er en genvej. Nå, nok om det. Kirken anses for at være en af de smukkeste og mest betydningsfulde romanske kirker i Norditalien. Kirken er berømt for dens to store bronzedøre (som man kun kan se indefra, efter at man har betalt entré) og krypten, hvor liget af St. Zeno i en sarkofag med en sølvmaske på toppen har lagt siden år 921. Det er også her i krypten, at historien går på, at Romeo og Julie blev hemmeligt viet.

Efter besøget i kirken satte jeg kurs mod centrum, som man kan se dukke op så fint, hvis man følger floden. Her vil man møde middelalderbroen Scaligero og den tilhørende borg Castelvecchio, der nu huser Veronas bymuseum. Ikke langt derfra finder man den store plads Piazza Bra, som jeg nok vil betragte som Veronas midtpunkt og samlingsplads. Restauranterne ligger side om side og pludselig dukker den store arena frem fra de grønne træer. Et ret fantastisk syn! Arenaen ligner lidt en ruin udefra, men i dag bliver den brugt til operaer stort set hver aften hele sommerperioden. Man kan også komme ind og se arenaen i dagtimerne mod entré, hvilket jeg gjorde, men den største oplevelse vil man klart få, hvis man køber billet til en af forestillingerne. Efter jeg havde overværet den svimlende højde fra øverste række, var klokken blevet et par timer og middag, og det var tid til at få fyldt energidepoterne op. Som sagt ligger der den ene restaurant efter den anden på pladsen ved Arena, og det var også her, at jeg valgte at slå mig ned. Efter min lidt mærkelige hvide pizza i Padova, ville jeg gerne give det et nyt forsøg, så i de opstillede menukort spejdede jeg efter netop det. Mit valg faldt på en restaurant, Nastro Azzurro, der ligger i et lille indhak eller gyde om man vil ved siden af to store restauranter. Ved siden af en orange/rødlig bygning så vidt jeg husker. Pizzaen, jeg bestilte, var en af de bedste pizzaer, jeg nogensinde har fået! I sig selv var pizzaen egentlig ikke ekstraordinær, man kan næsten vælge hvilken som helst restaurant hernede og du vil få en pizza, der er 10 gange bedre end hvad man (normalt) kan finde i Danmark. Men fyldet var p-e-r-f-e-k-t! Mozzarella (ingen tomatsauce da det er en hvid pizza), svampe, parmaskinke, parmesanflager, rucola og sidst men ikke mindst trøffelpuré! Jeg spiste rub og stub. Tilmed var servicen rigtig god, så knap 20 € for hele balladen inkl. et glas rosé, vand og en espresso til at afslutte det hele med, synes jeg var fornuftigt sluppet taget placeringen af restauranten i betragtning. Hvad de andre gæster fik så altså også ret lækkert ud, så det her er et sted, jeg varmt kan anbefale!

Lidt rundere bevægede jeg mig mod Veronas helt store turistattraktion, og der blev min tålmodighed sat en smule på prøve. I Shakespeares Romeo og Julie udspiller handlingen sig i Verona, og følger man skiltet med Casa di Giulietta vil man pludselig befinde sig i en lille baggård omringet af turister, der alle kigger ét sted hen. Balkonen. I gården står en bronzeskulptur af Julie, som skulle give held hvis man rører hendes højre bryst, og murene er tildækket af tyggegummi, hængelåse og kærlighedsgrafitti. Det hele virker en smule fjollet og meget uromantisk, når man står der iblandt hundredvis af andre turister, men det er vel en af de der ting, der skal krydses af listen. Hvor meget sandhed der ligger i, at Shakespeares Julie har stået lige på den balkon, kan jeg simpelthen ikke finde frem til. Men huset tilhørte oprindeligt familien Capello og det hus, man anser for Romeos hus, har angiveligt tilhørt familien Montecchi, som havde blodige stridigheder med Capello-familien i 1100-tallet. Så selvom den store kærlighedstragedie var fiktion, så var Shakespeares historie rent faktisk inspireret af eksisterende begivenheder, og det, synes jeg, bringer noget ret fascinerende til det hele. Et andet gammelt levn, der skulle være værd at se, er Teatro Romano, som ligger på en bakketop, når man går over broen Ponte Pietra. Der er i det hele taget mange flotte bygninger og sjove byhistorier at dykke ned i i Verona, og det gode er, at de alle er indenfor en rimelig gåafstand. Om man så begiver sig ud uden nogen form for guide eller forberedelse, så kan man næsten ikke undgå at falde over det alligevel. Faktisk endte jeg med at bruge tyve minutter på at lede efter Scala Scaligeri, som er et stort privat gravmonument for en rig gammel fyrstefamilie, indtil jeg det gik op for mig, at jeg allerede havde gået forbi det én gang, hvor jeg havde undret mig over hvad dælan det var (andet sidste billede). Længe leve stedssans!

Photobucket
   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outfit: black summer