Outfit: that denim dress

Min italienske dagbog: Vicenza

 photo IMG_1341.jpg photo IMG_1359.jpg photo IMG_1387.jpg photo IMG_1431.jpg photo IMG_1454-2.jpg photo IMG_1467.jpg photo IMG_1511-2.jpg photo IMG_1550.jpg photo IMG_1532.jpg photo IMG_1411-1.jpg photo IMG_1613-2.jpg photo IMG_1418.jpg

I lørdags aflagde jeg det, jeg regner med, bliver det sidste turistbesøg udenfor Bassano, imens jeg er hernede i Italien. Vicenza led måske lidt under af, at det var sidste stop på turen, og feriepengene er ved at løbe op. På vej hjem fra Verona i sidste weekend snublede jeg over mig selv (flot), og forstuede min fod eller et eller andet. I hvert fald gør det stadig ondt, når jeg går. Derfor var Vicenza måske egentlig den bedste by at slutte af med, den er nemlig kun cirka halvt så stor, som de andre byer, jeg har besøgt. Jeg endte dog stadig med at få nogle kilometer i benene, men til gengæld i et meget afslappende tempo der gav tid til at nyde omgivelserne. Vicenza er hovedsageligt kendt for at have haft en helt særlig betydning indenfor arkitekturen. Arkitekten Palladio, som endda har givet navn til en særlig stil i arkitekturen, har præget en stor del af bybilledet og det er ikke uden grund, at 23 bygninger og 24 villaer i Vicenza og omegn er med på UNESCOs world heritage list (til sammenlignes kan det siges, at Danmark optræder på den liste 5 gange). Når man, som mig, har haft fag om arkitektur og stilperioder, så er det ret oplagt spændende at se det hele i virkeligheden. Hvis ikke man er så interesseret i arkitektur, så er Vicenza dog stadig en ualmindelig pæn by at opleve. Det er ikke mange steder, at en strøgtur føles så kulturel. Følger man en lille sti ved Borgo Berga i udkanten af Vicenza bliver man ført forbi villaen Valmarana Ai Nani, som har flere myter svøbt om sig på grund af de usædvanlige dværgstatuer på den høje havemur. Tæt på den ligger La Rotonda, som er en af Palladios mest kendte værker. Villaen er bygget, så den er ens fra alle fire verdenshjørner. Begge steder skal man dog lægge 10 € for at komme ind og kigge, så jeg stod pænt udenfor og betragtede det hele bag de store havelåger. Om søndagen og på visse hverdage kan man dog nøjes med 5 € for La Rotonda, hvor man kun har adgang til haven rundt om villaen. Hvorfor man ikke har den mulighed om lørdagen, ved jeg virkelig ikke. Det kan vel ikke være så svært ikke at lukke folk indenfor huset. Lidt slukøret (og trodsig) gik jeg tilbage mod centrum, hvor jeg til gengæld fandt Palladios helt store mesterværk Basilica Palladiana på Piazza Dei Signori, som man heldigvis kan betragte tæt på uden at betale en mønt. Kæft, det er en stor bygning. Og flot! Lige pludselig var det dog som om, at alt i byen stod stille. Der var ikke en sjæl på gaden og alle butiksskodder var lukkede. Kun på restauranterne, hvor der blev serveret frokost, var der stadig liv. Siesta, selvfølgelig. Da Vicenza ikke er større (læs: nok turister til at holde butikkerne kørende), holder man stadig fast i siesta-lukning midt på dagen. Det tidspunkt på dagen, hvor strøget i København ville være fuldstændig overrendt, skulle man tro, at der hernede er blevet givet udgangsforbud. Nå, hvad skulle jeg så lave? Jeg havde fundet en stor grøn plet på mit kort, så der valgte jeg at tage hen. Den store park hedder Parco Querini, og det var måske faktisk mit yndlingsted i Vicenza. Inde i parken er en lille hønsegård, hvor høns og kaniner tilsyneladende lever i ro og mag. Et hul i hegnet tillader dem at hoppe udenfor hegnet, og til min (og en masse små børns) begejstring resulterer det i små kaniner, der hopper rundt i parken. Virkelig sjovt! Da jeg kom tilbage til centrum var byen efterhånden ved at vågne op igen, og jeg nåede da også at besøge en butik eller to (ahem). Jeg kan især anbefale Scout, som er en kæde, der findes i mange italienske byer. Stilen minder meget om Urban Outfitters, og der fandt jeg en ret så nice lille ting I får at se i morgen. Inden jeg forlod Vicenza nåede jeg også at finde en chokoladecafe(!!!), hvor man både kan købe lækre chokolader og drikke forskellige varme drikke med chokolade. Jeg fik en caffé chocolat, ommenom! For en gangs skyld en espresso, der ikke behøvede et læs sukker for at være drikkeligt. Ciocco Lato ligger på Contra’ Del Monte lige ud til den store plads.

Bonusinfo: På vej hjem med toget fra Verona i forrige weekend faldt jeg i snak med to amerikanere, som er udstationeret i Vicenza, hvor USA har en stor militærbase, og man vil også møde (høre) usædvanligt mange amerikanere i bybilledet – som ikke er turister. Måske er det det, som grafittien på billede 3 henviser til?

Photobucket
   

2 kommentarer

  • Jeg er helt tosset med at du ikke bare smider billeder op, men også skriver en virkelig god tekst om byen med godt indhold. Jeg har i hvert fald lært noget af alle dine dagbogs-indlæg fra Italien, men uden at det har været på den der belærende måde. Anyways, det jeg vil sige er at det er super fedt at følge med i dit italienske liv, og at du formidler det og dine oplevelser skide godt! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille

      Tusind tak, det betyder rigtig meget at høre! Især fra dig, hvor jeg selv finder rejseinspiration. 😉 jeg gør også meget ud af at få mine facts i orden til sådan et indlæg, så de tager tid at lave, men samtidig håber jeg også, at det er spændende at læse. Det vigtigste er faktisk, at folk får lyst til at besøge Italien, så må jeg have ramt helt rigtigt. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outfit: that denim dress