Movies I've watched lately #47

Opskrift: hjemmelavede forårsruller

 photo IMG_7967.jpg photo IMG_7828.jpg

Så gik der pludselig en hel uge uden aktivitet herinde. Lørdag var jeg på arbejde, og derefter brugte jeg weekenden hjemme ved mine forældre for at fejre min mors fødselsdag – uden computer. Faktisk gik der to dage fra jeg kom hjem søndag aften til, at jeg tændte den igen. Det har på en eller anden måde været tiltrængt. I denne uge har mine vagter været længere end normalt, og jeg har mødt tidligere end jeg plejer. Derfor har overskuddet været lig nul, når jeg kom hjem, så det har været nødvendigt at koble af fra så meget som muligt. Jeg har virkelig set frem til weekenden, hvor jeg forhåbentlig kan få ladet godt op igen. I dag er dog mest blevet brugt til at pleje mine tømmermænd, men det kan man vel også kalde for en form for opladning.

Men nu til noget helt andet. I er flere, der har efterspurgt opskriften på mine forårsruller, som jeg lavede for et par uger siden. Det var allerførste gang, at jeg lavede den form for forårsruller (ellers har jeg kun lavet friske forårsruller med rispapir), og det var faktisk overraskende nemt! Det er forholdsvis tidskrævende, men svært er det slet ikke, når man lige fanger fidusen. Forårsrulledejen kan købes på frost i asiatiske supermarkeder. Mange af ingredienserne har jeg selv fundet i Far-East Trading i Banegårdsgade, som har et godt udvalg og ikke mindst billige priser. Opskriften har jeg fundet i Nadia Mathiasens helt fantastiske kogebog Foodfanatic Thai, som har inspireret til mit #merethaimadi2016 nytårsfortsæt. Hvis man ikke laver meget asiatisk mad, så er der måske mange nye ingredienser, man skal ud og købe på en gang. Men hvis man først får tanket op på de basale ingredienser, så er man godt rustet til at kunne lave en masse lækkert thai-mad i meget lang tid!

Ingredienser (ca. 10 forårsruller):
25 g tørrede shitakesvampe. 1 løg. 2 fed hvidløg. 1 gulerod. 100 g hvid- eller spidskål. 25 glasnudler. 50 g bambusskud i strimler. 3 spsk østerssauce. 1 spsk fiskesauce. 1 spsk lys soja (som fx den gule fra Heatlhy Boy Brand – elsker emballagen, i øvrigt). 1 tsk sukker. 1/2 tsk hvid peber. 50 g bønnespirer. 1 æg. 10 plader forårsrulledej, gerne 21,5 x 21,5 cm. 1 liter smagsneutral olie til friturestegning, samt lidt olie til stegning.

Fremgangsmåde:
1. Læg de tørrede svampe i blød i varmt vand i mindst 1 time. Pres vandet fra, skær evt. den hårde stok fra og skær svampene i tynde strimler.
2. Lad forårsrulledejen tø op ca. en time inden brug. Hvis dejen står for længe, når den at blive tør og bliver svær at rulle (en fejl jeg lærte af).
3. Pil og hak løg og hvidløg, riv guleroden groft og snit kålen fint.
4. Hæld kogende vand over glasnudlerne og lad dem trække i ca. 2 minutter. Hæld vandet fra gennem en sigte og klip nudlerne i mindre stykker.
5. Varm lidt olie op i en wok eller stor pande, steg hvidløg let og tilsæt løg. Lad det stege videre et kort øjeblik og tilsæt gulerod og kål. Steg videre i 2-3 minutter og tilsæt bambusskud, østerssauce, fiskesauce, lys soja, sukker og hvid peber.
6. Tag wokken af varmen og vend bønnespirer og glasnudler i. Lad fyldet køle en smule af.
7. Pisk ægget og forårsrullerne ved at lægge ca. 2 spsk fuld et par cm fra det ene hjørne. Rul først dejen rundt om fyldet ca. halvt sammen og fold så siderne ind mod midten som på billedet. Sørg for at rulle tæt, så der kommer mindst muligt luft i forårsrullerne. Pensl det tilbageværende hjørne med æg og rul færdig. Læg den på bagepapir og fold resten af forårsrullerne.
8. Varm olien op i en wok eller gryde. Test at olien er klar ved at stikke en tandstik ned i olien. Når det bobler fra den er olien varm nok. Har du ikke friturestegt før, så pas godt på med olien og put aldrig låg på gryden. Låget vil bidrage til kondens, og det farligste der kan ske er, at vandet kommer i gryden, så olie og damp sprutter til alle sider og kan skolde dig.
9. Steg 5-6 forårsruller ad gangen ved middelvarme i 6-7 minutter, til de er sprøde og gylde. Dræn på køkkenrullepapir, mens de øvrige forårsruller steges.
10. Servér med mørk sojasauce og sød chilisauce. De færdige forårsruller kan også fryses ned og varmes op direkte fra frost i en ovn ved 180 grader i 20-25 minutter.

 photo IMG_7840_2.jpg photo IMG_7852.jpg photo IMG_7911_2.jpg photo IMG_7922.jpg photo IMG_7966.jpg photo IMG_8005.jpg photo IMG_7926.jpg photo IMG_7971.jpg

Photobucket
   

2 kommentarer

  • Ditte

    Tip: læg et fugtigt viskestykke over dejen mens du fylder og ruller så bliver den ikke tør undervejs

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille Birch

    Tip! De kan også bages i ovnen og blive perfekt sprøde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Movies I've watched lately #47