I sidste uge #95

Vores italienske roadtrip | Milano

 photo IMG_4495.jpg photo IMG_4490.jpg

Nu er det allerede over halvanden uge siden, at vi kom hjem fra vores ferie, og jeg har allerede lyst til at gentage det hele igen. Det har virkelig været en drømmeferie for os, og jeg har glædet mig sådan til at dele vores ferie med jer. Vi har i den grad givet den gas på alle fronter, og i vores målestok har det været en ret dyr ferie. Nu hvor jeg skal til at læse igen, er det ikke sikkert, at der bliver råd til sådan en ferie igen lige foreløbig, så på en måde har den her ferie været den perfekte afslutning og startskuddet til et nyt kapitel i vores liv.

Men tilbage til det det hele handler om – vores 11 dage i Italien! Vi boede 3 forskellige steder, besøgte i alt 7 forskellige byer og kørte igennem 4 forskellige regioner. Min kæreste havde aldrig været i Italien før, og jeg er ret sikker på, at han er enig i, at det ikke kunne have været en bedre måde at opleve Italien for første gang på. Vi landede i Milano mandag aften, og det var altså her hele vores eventyr startede. Vi boede i et helt fantastisk AirBnb-hjem, som får sit helt eget indlæg. Så fint var det nemlig! Vi havde to overnatninger i Milano, og havde derfor én hel dag til at opleve byen i. Selvom jeg har været i Milano tre gange før, så var det først for et halvt år siden, at jeg fandt ud af, at man kan komme op på toppen af domkirken og gå. Det var derfor det første, vi gik efter, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Den marmorkirke overvælder mig virkelig hver gang, og at opleve den så tæt på og at se byen fra toppen, det bør man virkelig unde sig selv.

Milano er Italiens finansielle centrum og med en storbypuls, som kan få de andre storbyer i Italien til at tabe pusten. Det er nok en af grundene til, at man hører mange sige, at Milano ikke er ligeså charmerende som andre italienske byer. Det er dog det der i mine øjne gør, at Milano er noget helt særligt. Vi har mesterværket, domkirken, og andre kulturskatte (som Leonardo Da Vincis sidste nadver, der kan opleves i Santa Maria delle Grazie klosteret) og samtidig vokser bydele op med skyskrabere og det er her, man finder den nyeste og mest ekstravagante mode. Netop de moderne bygningsværker gik vi på jagt efter, da vi havde fået os en omgang risotto til frokost (en must ret, hvis man er i Milano, i øvrigt). Jeg var nemlig faldet over billeder af de to grønne højhuse kaldet Bosco Verticale, som ligger i bydelen Porta Nuova, som er finansdistriktet i Milano. Der er derfor heller ikke så meget andet at komme efter i området, men bygningerne med de omkring 900 træer tilsammen er så fascinerende og ekstraordinære at det er turen værd. I hvert fald hvis man har en bare en lille interesse for arkitektur. Om aftenen gik vi en tur langs kanalen og nød det pulserende liv, der er på det tidspunkt af dagen. Jeg fik en stor fed friturestegt kage med chokoladecreme (yes) og tog utallige billeder af himlen, der blev mere og mere lyserød. Derefter gik vi til køjs. Vi skulle nemlig tidligt op dagen efter og afhente den bil, vi havde bestilt, så vi kunne drøne derudaf og for alvor tage hul på vores roadtrip.

 photo IMG_4628.jpg photo IMG_4515_2.jpg photo IMG_4593.jpg photo IMG_4483.jpg photo IMG_4510.jpg photo IMG_4670_quot.jpg photo IMG_4616.jpg photo IMG_4599.jpg photo IMG_4671.jpg

Photobucket
   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I sidste uge #95