Outfit: Wanna play my guitar?

3 nemme og lækre morgenmadsopskrifter

Jeg elsker, elsker, elsker morgenmad. Det er ude ved vores lille køkkenbord, med morgenmad og en kop kaffe at jeg sidder og lader op til dagen, og jeg vil for alt i verden aldrig springe morgenmaden over eller ty til den hurtige løsning, hvor man griber noget på farten. Dermed ikke sagt at jeg har lyst til at bruge en halv time på at lave min morgenmad (for jeg kan altså også godt lide at sove længe), men jeg går op i at det er nemt og hurtigt at lave og smager godt. Ofte laver jeg den samme morgenmad flere uger i træk, (indtil jeg bliver træt af den og finder på noget nyt) så jeg kommer ind i en ret god rutine og ved præcis hvornår jeg skal sætte vandet til at koge, så kaffen bliver færdig på samme tid. Jeg er vist lidt af et planlæggermenneske.

Herunder ser i tre opskrifter på morgenmad, der smager virkelig lækkert og som er nemt at lave. Æblegrøden har jeg spist de sidste mange uger, og den bagte grød har jeg for alvor afprøvet her i efterårsferien. Håber I kan bruge opskrifterne!

 photo IMG_7866.jpg photo IMG_7868.jpg

Bagt grød med banan og peanutbutter. Tænk at spise lun kage til morgenmad? Det er den følelse man får af den her bagte grød med banan og peanutbutter. Mums, det er godt! Det lyder måske lidt tidskrævende, men egentlig er tiden i køkkenet minimal. Det tager fem min. at bikse grøden sammen og så skal den ellers bare hygge sig i ovnen. Imens kan man fx gå i bad og ellers gøre sig klar, og så er der er lun morgenmad, når man er færdig. Det er da ret smart! Opskriften er fra Emma Martiny, og så har jeg lige reguleret den lidt.

Ingredienser (1 person):
1 banan. 1 æg. 1 dl havregryn. 0,5 dl mælk. 1 nip salt. 1/2 tsk vaniljepulver. 1 spsk peanutbutter. Kokosolie.

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader (varmluft). Mos det halve af bananen og pisk det sammen med ægget. Tilføj havregryn, mælk, salt og vaniljepulver og bland det godt sammen. Smør en skål, der kan tåle ovnvarme, med kokosolie og fordel grøden heri. Skær den anden halvdel af bananen i skiver og fordel skiverne ovenpå grøden sammen med små klatter af peanutbutter. Bag i ovnen i ca. 25 minutter til den er gylden på toppen. Lad den køle lidt af og server fx med skyr og sirup eller honning, hvis det skal være ekstra lækkert.

 photo IMG_7697.jpg

Æblegrød med ristede hasselnødder. Mere grød! Yes. Jeg kan altså godt lide grød, især om efteråret og vinteren, og den her med æbler er en rigtig efterårsgrød. Jeg plejer at lave en stor portion af hakkede og ristede hasselnødder, så jeg har til mange dage. Så bliver grøden nemlig lige lidt hurtigere og nemmere at lave om morgenen.

Ingredienser (1 person): 
1 dl havregryn. 1 dl æblejuice. 1 dl vand. 1 æble. 1 nip salt. 2 spsk skyr. 1 spsk flydende honning. 1-2 spsk ristede hakkede hasselnødder.

Fremgangsmåde:
Kog havregryn, æblejuice og vand til en grød i en lille gryde. Riv imens æblet groft, og rist evt. de hakkede hasselnødder (hvis du ikke allerede har gjort det). Smag grøden til med salt og bland 2/3 af det revet æble sammen med grøden. Resten bruges som topping sammen med skyr, honning og nødder.

 photo IMG_7699.jpg photo IMG_7698.jpg

Bananvafler. Bananvafler er efterhånden blevet til lidt af en gammel kending, men det gør dem altså ikke mindre dårlige eller svære at lave. De her er nok mest til morgener med ekstra tid, men man kan også sagtens bruge dejen til små pandekager, hvis man vil slippe for vaffeljernet. De blå birkes giver en dejlig smag og lidt bid til vaflen. Det eneste negative ved disse vafler er måske, at de ikke bliver så sprøde, men ellers smager de altså fortrinligt og så er de fyldt med god næring og mætter godt.

Ingredienser (1 person – 1 vaffel): 
1 banan. 1 æg. 20 g mel (jeg brugte havremel, man kan fx også bruge boghvedemel eller mandelmel). 1 spsk blå birkes. 1 tsk vaniljepulver. Evt. revet citronskal eller saft.

Fremgangsmåde: 
Start med at tænde vaffeljernet, så det varmer op imens du laver dejen. Mos bananen og pisk ægget i. Bland de resterende ingredienser i og pisk det godt sammen. Put evt. lidt smør eller kokosolie på vaffeljernet, og steg vaflen til den er gylden. Server med fx bær, skyr, frugter eller honning.

Photobucket
   

1 kommentar

  • Er selv stor morgenmadsfan. Det er, det vigtigste måltid på dagen, synes jeg
    Men lækre opskrifter, det hele ser så godt ud. Må prøve bagt grød på et tidspunkt.

    Rigtig god dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outfit: Wanna play my guitar?