img_2895

Okay, jeg rykker meget langsomt på bloggen i øjeblikket (eller de sidste mange måneder, that is). Men nu er der altså lidt nyt, jeg har nemlig endelig gjort min guide til Gotland færdig. Phew, den blev lang!

Når jeg har fortalt, at jeg skulle bruge en uge af min sommerferie på Gotland, er der mange, der har rynket på næsen. Hvad er Gotland? Hvad kan man der? Det er egentlig ret forståeligt, for mit kendskab til øen var også minimal indtil for bare et halvt års tid siden. Det var indtil jeg så programmet Fantastiske Forvandlinger på DRK med Ane Cortzen, hvor et helt afsnit var dedikeret til Gotland (I finder programmet her). Programmet viser en smuk ø med velbevarede ruiner fra middelalderen, hvor helt ny og eksperimenterende arkitektur møder gamle industribygninger og forvandler områder fra forladte til attraktive og blomstrende med initiativer. Hvordan min mor kom på den idé at tage til Gotland, ved jeg ikke, men da hun luftede deres sommerdestination, skyndte jeg mig at lægge billet ind.

Vi var på øen en uge, og jeg var kæmpe fan! Øen minder lidt om Bornholm, og jeg tror også, at det forhold mange danskere har til Bornholm, er det samme forhold svenskerne har til Gotland. Især strømmer der mange til fra Stockholm, og det er måske årsagen til, at der er opstået så mange spændende bagerier, butikker og restauranter på øen. I hvert fald blev jeg meget overrasket på det punkt. Selv når det ikke engang var det, vi ledte efter, blev vi mødt af fantastisk gennemførte butikker og caféer, der slog benene væk under os. Gotland er romantisk, bjergtagende smuk og et fredfyldt åndehul med nogle overraskende og lokale iværksættere. Det er på tide, at danskerne for øjnene op for Gotland, sgu!

SEVÆRDIGHEDER

Visbyimg_2627
Visby er Gotlands største by og meget central i forhold til Gotlands historie og udvikling. Visby var som hansestad en vigtig handelsby i middelalderen og var centrum for søfarten i Østersøen. Faktisk har øen også været dansk i en årrække, da Valdemar Atterdag på meget blodig vis erobrede øen i 1361. I dag er byen mest erobret af turister, men heldigvis er biler med få undtagelser forbudt indenfor bymuren, så tempoet er stadig roligt og afslappende.

visby

Det mest imponerende ved Visby må være så meget af den gamle middelalderby, der er bevaret. I 1995 blev Visby optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, og især den 3 km lange bymur er meget velbevaret. Bymuren er et desuden et godt udgangspunkt for en gåtur rundt om den gamle bydel, og man kan flere steder gå op i tårne og få en god udsigt til byen.

Det er svært at komme udenom de mange kirkeruiner, der ligger henslægt på flere gadehjørner og har levende græs og blomster voksende op ad sig. Et virkelig smukt syn, og især Sct. Karin katedralen er et imponerende syn. En anden kirkeruin Sct. Nicolai bliver i dag brugt som kultursted og ligger lokale til begivenheder – det var en af de forvandlinger, som blev besøgt i Fantastiske Forvandlinger. Santa Maria katedral er en af de kirker, der har overlevet, så den må man ikke snyde sig selv for. Ved Santa Maria bør man gå op ad den lange trappe, hvor man får en flot udsigt udover byen og havet.

visby2

Visby er udover at være kendt som ruinernes by også kendt som rosernes by, og når man går rundt i den gamle bydel er det ikke svært at forstå hvorfor. Flotte klatreroser vokser op ad de små, gamle byhuse. Det er virkelig ren idyl at gå rundt og kigge på. Hvis man er ude efter et godt billede af netop det, så læg en tur forbi gaderne Fiskergränd og Skogränd, der ligger tæt på Botanisk Have, som selvfølgelig også har mange roser.

Lummelundagrottan 
Sveriges næstlængste grotte ligger 13 km nord for Visby. Grotten blev opdaget af tre knægte i 1948, og på museet kan man læse om deres ret så farlige opdagelsesrejse og selv bevæge sig 130 meter ind i grotten. Grotten er en meget populær turistattraktion, så det kan anbefales at komme fra de åbner. Vi var der en våd morgen, lige da de åbnede, og vi ventede omkring en halv time på at komme på den guidede tur igennem grotten. Rundt om grotten kan man gå en tur indenfor naturreservatet og komme helt tæt på får.

Den Blå Lagune gotland-lagunen
Åh wauw. Bare navnet Den Blå Lagune lyder jo eksotisk, og det var bestemt også nærmest en hel middelhavsfølelse at besøge badestedet. Naturen på nordsiden af øen er især præget af den gamle kalkindustri, og flere af de gamle kalkbrud er nu fyldt op med vand. Blå Lagunen er et af de steder, som er blevet forvandlet til et populært badested – og jeg forstår godt hvorfor. Vandet er smukt! Det tager dog lang tid at varme de store kalkbrud op, så forvent ikke middelhavstemperaturer, hvis du kommer tidligt på sommeren. 😉 Der er derudover masser af plads, parkeringsplads, isbod og et das. Selvom parkeringspladsen er stor, så er det et meget populært sted, så det kan anbefales at komme inden kl. 12, hvis man vil være sikker på en parkeringsplads i sommerperioden.

Bungenäsgotland-bungenaes2
Det her var intet mindre end mit yndlingssted på hele Gotland – og der var virkelig mange gode steder. Bungenäs er en halvø på det nordlige Gotland, og var i den første halvdel af 1900-tallet øens største kalkbrud. Det lukkede dog i 1963, hvorefter militæret overtog området og gjorde stedet utilgængeligt for offentligheden. I 2007 blev stedet opkøbt og hvad man sidenhen besluttede at forvandle området til er intet mindre end genialt. Området fungerer som sommerhusområde, hvor arkitekterne Skälsö har forvandlet gamle bunkerne og i det hele taget taget halvøens historie med sig og bygget moderne sommerhuse, der skyder op i kalkbruddet og gemmer sig på må og få i området (se bare det her – wauw hva?). Derudover er den gamle kalklade blev forvandlet til en restaurant og et par andre huse i området huser kaffested og café. Midt i det hele ligger det store kalkbrud stadig, og fungerer som en stor sø.

gotland-bungenaes
For at besøge halvøen skal man stille bilen på parkeringspladsen ved indgangen, og så kan man enten låne en af de gamle militærcykler ganske gratis eller bevæge sig rundt på øen til fods. En vildt god idé, hvis du spørger mig! Det giver en fantastisk ro på stedet, at der ikke kører biler rundt, og det er skønt at opleve det hele i et mere langsommeligt tempo. Halvøen er stor, så man kan sagtens afsætte et par timer til at besøge stedet.

Furillengotland-furillen
Furillen er en ø ved det nordlige Gotland, og kan på en måde sammenlignes med Bungenäs. På Furillen var der en stor kalkstenindustri, hvor der i dag bare er de store industrimaskiner tilbage. I dag er en stor del af byen et naturreservat imens fotografen Jonas Hellström har opkøbt området med de gamle industribygninger, som han har lavet om til designhotellet og restauranten Fabriken Furillen. Rundt omkring på øen er der også bygget arkitekttegnede sommerhuse. I forhold til Bungenæs virker Furillen lidt mere lukket overfor besøgende, så har man kun tid til at besøge et af de to, ville jeg klart vælge Bungenæs. Måske oplevelsen er anderledes, hvis man vælger at bo på øens hotel. Men Furillen er dog stadig et besøg værd pga. den smukke barske natur, der møder det rå industriområde. Der er især en meget smuk klippestrand, som ligger i området, der er naturreservat. For at komme til Furillen kører man blot over en bro og kan ellers køre rundt i området i bil.

Lergravgotland-lergrav
Lige inden man kan køre ud på Furillen ligger Lergrav (det er Furillen i ser på den anden side af vandet). Lergrav er et naturområde og et af de største områder med rauker (de store sten), heriblandt Lergravporten. Der er en flot udsigt fra bakken (og får) og en lille café og små fiskehuske ud til vandet.

Fårögotland-faaroe
Fårö er en lille ø nordøst for Gotland, og øen er måske især kendt for Ingmar Bergman, der boede og døde på øen, og indspillede flere af sine film på øen. Øen er en smuk lille perle, som bestemt er en dagstur værd. Af seværdigheder kan nævnes raukerne, som findes på den østlige side af øen. Ved Gamle Hamn står en af Gotlands mest kendte rauker (hunden eller tekanden, som den bliver kaldt), og ved Digerhuvud finder man Sveriges største raukerområde, der strækker sig 3,5 km langs kysten.

Fårö har også flere gode sandstrande, som er værd at tage til om sommeren. Øst for øens fyr ligger en lang sandstrand med det fineste sand. For at finde stranden kan man følge en sti lige ved siden af fyrets parkeringsplads. Derudover findes også stranden Sudersand, som er en af de mest besøgte strande med forskellige faciliteter og campingsplads.

Inden man forlader Fårö kan man køre forbi Kutens Bensin, som er en spøjs tidslomme, hvor Thomas Lindholm i flere år har samlet på gamle amerikanerting fra skilte, inventar, biler og sågar den ambulance, der hentede den afdøde James Dean ved ulykkesstedet i 1955. Hvis den lille sult trænger sig på, kan man kigge forbi caféen og spise crepes eller ellers bare gå rundt og kigge sig omkring.

Fårö ligger som sagt nordøst for Gotland og to gratis færger sejler til og fra øen flere gange om dagen. I højsæsonen sejler de til og fra øen flere gange i timen, men det kan stadig være en god idé at komme tidligt på dagen for at undgå de længste køer.

Roma Kungsgårdgotland-roma-kungsgaard
Roma Kungsgård er en lille kulturgård med et mindre museum om gården og klosterruinen, som i sig selv er et besøg værd. Der er ingen entré for at besøge stedet, og der er flere små butikker med kunsthåndværk og udstillinger. Dertil en rigtig hyggelig café, som er et perfekt sted for en fikapause.

Gotlands sydspids gotland-sydspids
På Gotlands sydspids er den største seværdighed Hoburgsgubben, som er en anden af Gotlands mest kendte rauker. Her kan man gå rundt oppe på klippeformationerne, hvor der er en virkelig god udsigt fra. Rundt på øen kan man også køre forbi de små landsbykirker fra middelalderen, som der er hele 92 af på hele øen. Fx Öja kirke fra 1200-tallet, som har det højeste tårn af alle landsbykirkerne.

SPISESTEDER

Leva Kungslador gotland-leva gotland_img_3116
Det her var en af de få steder, jeg havde undersøgt, inden vi tog afsted – og det er simpelthen det bedste sted. Det ligger lige udenfor Visby og indeholder både bageri, restaurant og butik. I ugerne 28-32 kan man onsdag og torsdag komme til lam og grill, når restauranten smider lam på grillen og serverer en stor sommerbuffet med kaffe og safrankage til dessert – ad libitum. Det kan varmt anbefales. Se bare her hvor lækkert det var. Det anbefales at reservere bord et par dage før.

Själsö Bagerigotland-sjalso
Själsö stenovnsbageri laver de bedste kanelbullar på hele Gotland – i hvert fald af dem, jeg smagte. Drømmer seriøst stadig om dem. Bageriet har en butik med servering ved byen Själsö lidt nord for Visby og ellers kan man finde det lækre brød i en af deres små kørende brødbiler. I højsæsonen står de flere faste steder på øen, fx Burgsvik og lige udenfor Österport i Visby.

RUTE Stenugnsbagerigotland-ruteNår man kører rundt på øen er der virkelig mange skilte der viser vej til stenugnsbagerier, og det her var et af dem, vi tilfældigvis kørte ind forbi hos. Og hvilken skøn tilfældighed! Ser det ikke bare hyggeligt ud? Bageriet ligger på nordsiden af øen tæt på fx Lergrav og Furillen, og der er rigeligt med siddepladser til at nyde en frokost eller holde fika på stedet.

S:T Hans Café & Orangerigotland-orangeri
Caféen ligger midt inde i Visby, og fra gaden ser den ved første øjekast måske ikke ud af meget. Så vi blev også meget overraskede, da vi gik om til bagsiden og så, at caféen ligger med udeservering midt inde i en gammel ruin. Indenfor overrasker caféen også med lyserøde vægge og turkise borde. Man bliver lidt overrasket over priserne i Visby (de er ikke billige), men til gengæld får man dejlig stemning og god mad.

Hamra Kroggotland-hamra
I Hamra på sydspidsen finder man en lille fransk bistro, der virkelig har taget det til sig at gøre stedet autentisk. Fransk musik strømmer ud af højtalerne i haven, bølgechips i plastikkurve, snørklede stole i jern og farvede lyskæder pynter hele vejen rundt om bistroen. Her er drønhyggeligt og maden er simpel og god.

Skafferiet Café & Glass
gotland_skafferietVi var heldige at vores sidste dag på Gotland var med strålende solskin, så vi brugte de sidste timer inden færgeafgang på at slentre rundt i Visbys små gader. Vi skulle finde et sted at spise frokost og faldt over Skafferiet, som har den hyggeligste gård og kafferisteri i baghaven. Maden er intet fancy, men man kan både få frokost, kage og kaffe og kæmpe isdesserter. Er vejret godt, så bør man helt sikkert sætte sig her.

SHOPPING

Kränku Tea & Coffee gotland-kranku
Gotland er kendt for deres bløde fåreuld (og trøfler), som man kan finde i et utal af små håndværksbutikker. De er ikke til at undgå, så i stedet vil jeg tippe om noget andet. Visby har nemlig en helt fantastisk kaffe -og tebutik, hvor man kan købe kaffe ristet på Gotland, alle mulige former for tevarianter, lakrids og andet kvalitetsslik og alverdens kaffeudstyr – og et stort udvalg af Mumi.

H10, Visby
gotland_shoppingEt stenkast fra Kränku ligger H10, som både er en café og restaurant, livsstilsbutik og tøjbutik. Udvalget er lige i øjet, og hvis jeg havde hævet for mange svenske penge, så ville jeg bruge dem alle derinde.

Akantus Design & Indretning, Visby 
gotland-shopping2Jeg havde lyst til at købe alt i den her butik! Her finder man nogle virkelig smukke genbrugsting til hjemmet, flotte tekstiler og alt hvad plantehjertet kan begære.

PRAKTISK INFO

Der er to måder at komme til Gotland – fly eller færge. Med færge er der daglige afgange fra flere byer på det svenske fastland. Det er min opfattelse, at det er den mest almindelige måde at komme til Gotland på (måske fordi langt de fleste turister på Gotland er svenskere), og det har også den store fordel, at man får sin bil med over. For Gotland kan helt klart bedst anbefales at opleves med bil. Øen er stor nok til at rumme mange forskelllige naturoplevelser, men lille nok til at man kan køre fra syd til nord på et par timer – hvilket gør det muligt at opleve hele øen i bil. Alternativt kan man leje en cykel i Visby havn og opleve øen på cykel. Hvis man flyver til Gotland vil jeg i hvert fald anbefale at leje en bil eller cykel. Jeg mener ikke, at der går nogle direkte fly fra Danmark(?), så i de fleste tilfælde skal man nok flyve fra Stockholm eller Malmø.

Vi kom selv derover via færge. Vi startede med at køre til Grenå og sejle til Varberg, derefter tværs over Sverige til Oskarshamn for at tage Gotland færgen til Visby. Det er en længere tur, men det er nu altså en smuk tur igennem det svenske skovlandskab. Hvis man planlægger det lidt, kan man jo også tage nogle stops undervejs og opleve noget der.

Vi lejede i øvrigt et sommerhus derovre og boede lidt nord for Visby. Det passede perfekt med afstanden til at udforske hele øen.

Photobucket