Boligstatus: Et år i almen bolig i Århus V

Vores sommerferieplaner: New York City

Hej derude. Jeg giver lige lyd, for meget snart nærmer vi os noget, som står mit hjerte meget kært, og som jeg stadig har lyst til at dele herinde. Vi skal ud og rejse! I morgen er der præcis 3 uger til, at vi sidder i flyet over Atlanten. Økonomisk bliver det helt sikkert den dyreste ferie for os begge nogensinde (lige indtil the next big thing). Men vi har altså også sparet op siden efteråret sidste år! Allerede i oktober købte vi flybilletterne (til en fantastisk god pris hos Lufthansa), og så har jeg ellers researchet på hoteller, Airbnb, spisesteder og seværdigheder lige siden. Når jeg skriver “jeg” er det fordi, at jeg praktisk talt er rejselederen herhjemme – og det passer mig glimrende, i øvrigt.

Vi er heldigvis ret enige om hvordan vi vil rejse, og der var heller ingen tvivl om, at skulle vi afsted, så ville vi ikke nøjes med fem dage The Big Apple. Så hele 2 uger er vi i New York – 14 overnatninger samlet set. Det giver os friheden til at bruge dage på blot at spadsere rundt og mærke byen, og så har det også betydet at der var tid til en lille afstikker. Efter 9 overnatninger i East Village på Manhatten (samme sted som Sidsel og Lasse boede) tager vi toget til Hamptons, hvor vi har fundet et hyggeligt Airbnb værelse tæt på stranden. Jeg ved overhovedet ikke, hvad vi skal forvente af Hamptons, men det bliver helt sikkert en oplevelse og sikkert også meget tiltrængt med en tur på stranden efter 9 dage i storbyen. Derefter tager vi tilbage til byen igen, hvor vi skal bruge de sidste 3 dage i Brooklyn, hvor vi også har fundet et Airbnb værelse. Det bliver måske lidt skørt at rejse frem og tilbage, men på den anden side kan de sidste dage fungere som en god buffer, hvis der er et eller andet, vi føler vi mangler at se (mon ikke), og så har Brooklyn jo også masser at byde på.

Som man nok kan fornemme, så er listen over ting vi gerne vil se, spise og opleve blevet lang efter næsten et års venten. Jeg har en mappe på min instagram, hvor jeg løbende har gemt steder i min New York-mappe. Det er seriøst smart, især i forhold til madsteder! Jeg har været i New York én gang før for 5 år siden, og min kæreste skal på hans USA-jomfru-tur. Så vi kommer selvfølgelig ikke uden om mange af de obligatoriske seværdigheder og en god håndfuld af museer. Fordi vi har så mange dage, vil vi dog også gerne bruge tid på nogle lidt anderledes seværdigheder. Nogle af de ting, vi har undersøgt, er fx Storm King Art Center (der hvor Aziz Ansari er på date i 2. sæson af Master of None), Bronx zoologisk have og Bronx botanisk have eller en cykeltur på Hudson River Greenway. Nu må vi se, hvad det bliver til. Hvis I har nogle sjove og anderledes tips, så må I selvfølgelig endelig ikke holde jer tilbage til at dele dem i kommentarfeltet.

Side note: Hvis man skal købe én guidebog til New York, så kan jeg varmt anbefale den fra Monocle. Vi har lånt den fra nogle venner, og den er uden sammenligning en af de bedste guidebøger, jeg længe har læst! Informativ på den overskuelige måde og med virkelig gode anbefalinger til seværdigheder og områder, som man ikke finder i de gængse guidebøger – og så er den grafisk lækker!

Photobucket
   

9 kommentarer

  • Laura

    Jeg var med min kæreste i NY i oktober sidste år, og her er mine dos and don’ts:
    – Ruby’s (en i SOHO og en i Murray Hill): australsk sted med virkelig lækker morgenmad. Vi spiste her to gange. Desuden har de en søstercafe ved navn Dudley’s som også skulle være god.
    – Five Leaves (Williamsburg/Greenpoint): også virkelig lækker morgenmad fx har de de lækreste ricottapandekager!
    – Los Mariscos (ligger i Chelsea Market): så lækkert mexicansk seafood og tacos! Lige så lækkert som noget af det man får i Mexico. Virkelig! Bare prøv det.
    – La Superios (Williamsburg): også lækkert mexi. Mega god guac og queso fondido.
    – Leavin Bakery (upper west): de vildeste cookies jeg længe har smagt, så lækre og lidt for meget. Lidt træls beliggenhed, men er man i Central park er det kun en lille afstikker og så kan man jo tage dem med tilbage til parken og nyde dem der.
    – Van Leeuwen Artisan Ice Cream (flere placeringer): virkelig lækker is. Ville så gerne have smagt deres sorte sesam med brownie, men den var udsolgt begge gange vi var der.
    – Pies ‘n’ Thighs (Williamsburg): tærter og fried chicken. hyggeligt sted med gode, klassiske amerikanske tærter. Vi fik kun eftermiddagskage, men deres kylling skulle også være god!
    Og jeg har mange flere, men det her var de virkelig gode synes jeg.

    Til gengæld var vi på de hypede instagram steder Jacks’ Wife Freda og The Butcher’s Daughter, hvilke begge skuffede gevaldigt især sidstnævnte. Jeg ved ikke om succesen er steget dem til hovedet eller hvad, men jeg deres mad lever slet ikke op til hypen og prisen.

    Mht shopping så er der rigtig mange gode genbrugsbutikker i Williamsburg! Vi boede i Williamsburg og der er virkelig hyggeligt 🙂

    Desuden skal I unde jer selv at tage til en gospel gudstjeneste fx i Brooklyn Tabernacle (der ligger også en stor Century 21, hvor der ikke er nær så mange mennesker som i den ved Wall Street)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille B. Hansen

      Sikke mange gode tips! Jeg kendte kun til Five Leaves og Leaving Bakery (så nu glæder jeg mig bare endnu mere til at smage deres cookies!!), så de andre er i hvert fald blevet tilføjet listen. Jeg havde også tænkt, at vi skulle på The Butcher’s Daughter, men det kan være, at det kun skal være, hvis vi ikke har andre ting i nærheden. 😀

      Sjovt tip med gospel gudstjeneste. Da vi var i Detroit sidste efterår var et hold fra min klasse taget til baptist gudstjeneste, og det virkede vist også til, at de i den grad fik en oplevelse ud af det, hehe.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna Maria

    Kunne du ikke lave en guide når i kommer hjem fra jeres tur. Skal selv til NY i sep og har aldrig været der!
    God tur 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille B. Hansen

      Det vil jeg gerne! Jeg er ikke så hurtig med at få lavet de der guides, så ellers så følg også med ovre på instagram (pernilleboegh) hvis du ikke gør det i forvejen. Der kommer jeg til at lægge en masse op. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Lyder som en skøn tur! Jeg kan anbefale at tage den gratis (det var den i hvert fald engang) færge til Staten Island. Der får man set den flotte skyline og kommer også lidt nærmere frihedsgudinden 🙂 Så kan man lige snuppe en kop kaffe, inden man hopper på en færge tilbage igen 🙂

    God tur!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ved ikke, hvor anderledes det er, men da jeg var i NY for første gang sidste år, var jeg på en sejltur rundt om Manhattan. Det tog vist ca 3 timer og kostede i omegnen af 400 kr pr snude. Det var den bedste oplevelse på hele turen. Jeg fik set byen fra en helt anden vinkel. Det kan virkelig anbefales

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille B. Hansen

      Rigtig godt tip! Det er anden gang, at vi bliver anbefalet at tage en bådtur. Jeg har undersøgt det lidt, men kan ikke rigtig finde hale på alle de forskellige der er. Kan du huske hvorfra og hvilket selskab I sejlede med?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • lea

    Hej, hvor er den lille sorte newyork bog fra?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille B. Hansen

      Den er fra Moleskine og hedder “City notebook” (jeg har selv skrevet forsiden med dymo). De er lavet til forskellige byer og designet til at man laver sin egen “guidebog”. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Boligstatus: Et år i almen bolig i Århus V