Reklame for Danmark Bolig

Der er lidt stille herinde, men når jeg bliver spurgt, om jeg vil dele min erfaring med almene boliger, så kan jeg kun sige ja. For det er stadig en af de bedste beslutninger, vi har taget, at flytte i almen bolig! I husker måske at vi flyttede i almen bolig for lidt over 2 år siden? Hvis ikke, kan I læse hele årsagen til den beslutning her. I november sidste år overtog vi en ny lejlighed hos vores boligforening, og vi er SÅ glade for den nye lejlighed vi har fået. Udover at vi er kommet ind til Århus C igen, så har vi også fået et ekstra værelse og godt 10 kvadratmeter mere. På trods af det er huslejen stort set uændret, og vi betaler godt 6.000 kr. inkl. vand og varme for vores 81 m2. What’s not to like?

Udover en billig husleje, så føler man virkelig, at man er en del af et fællesskab her i boligforeningen. Vores nærmeste naboer har gjort en stor indsats for at stoppe op og hilse ordentlig på, og der foregår flere arrangementer i de lokale afdelinger og på tværs af afdelinger. Jeg har stadig til gode at gøre brug af hobbyværkstedet i vores afdeling, men det bliver der forhåbentlig tid til i sommerferien.

Vores “nye” lejlighed ligger i en bygning fra 60’erne, og jeg vild med de små finurligheder, det har givet vores lejlighed. Udover de originale døre (tror jeg?), så er vi også helt vild med den store åbning vi har ind til køkkenet, der både får stuen og ikke mindst køkkenet til at virke større. I soveværelset har vi et lille indbygget skab (af dem man kan gå helt ind i), og så har vi også god opbevaringsplads i entréen med den indbyggede bøjlestang. Stuen er det rum, hvor vi foreløbig er kommet bedst på plads, selvom jeg stadig gerne vil have hængt lidt op på væggen bag sofaen. Men det at få malet endevæggen og hængt billeder op gjorde virkelig en stor forskel. Det er blevet så fint, synes jeg.

Soveværelset har mange løse ender. Vi vil gerne have lavet en seng med indbygget opbevaring og en sengegavl, der også kan bruges som natbord – men det er et lidt større projekt. Førsteprioriteten er dog at lave et stort skab i træ med gardin for, som mit store tøjstativ kan stå i, så tøjet ikke bliver støvet og skadet af solen. Et mindre hyggeprojekt er at jeg gerne vil have smækket klinker på mit lille bord med smykker. Det kunne være ret fint. Vores ekstra værelse må I vente med at se. Selvom vi har fået hængt en stor vangereol op på den ene væg, så er det mest af alt et opbevaringsrum lige pt.

Hvis I har nogle spørgsmål til vores nye lejlighed eller om det at bo i almen bolig, så skal I endelig ikke holde jer tilbage. Så vil jeg svare så godt jeg kan.

Danmark Bolig er en side, hvor man kan få det samlede overblik over de almene boliger, der findes i Danmark. Søg blandt boliger i hele landet, og find det sted, hvor du kan skrive dig op lige her.