Blog anbefalinger #6

Photobucket

Saras Garderobe var en blog, jeg var rigtig glad for at følge for godt et år siden, men desværre valgte Sara at stoppe bloggen. MEN, nu har hun altså valgt at tage bloggen op igen, og det er jeg så glad for! Sara studerer til daglig på Arkitektskolen i Århus, hvilket giver et dejligt og kreativt input til bloggen udover hendes moderelaterede indlæg. Sara har aldrig (så vidt jeg ved) vist et billede af sig selv – altså med ansigt og det hele – men på trods af det føler jeg mig virkelig hjemme hos hendes blog. Måske skyldes det, at hun er århusianer, eller måske bare at hun er en virkelig rar person. Som hun selv skriver, går der nok en måneds tid før bloggen blomstrer helt op igen, så måske burde jeg egentlig også vente lidt med det her indlæg, men, det kan jeg altså ikke. For jeg er simpelthen så glad for, at jeg igen har en grund til at kigge forbi Saras Garderobe!

Photobucket

Smileyandsayfromage er om noget andet en vanvittig dejlig feel-good blog med smukke billeder. Bag bloggen er Andrea og hendes kamera, og ja, mere ved jeg faktisk ikke. Jeg vil næsten heller ikke skrive mere, for jeg synes virkelig, at billederne taler for sig selv. Hvis du kan lide hendes blog, bør du desuden kigge forbi Kalejdoskopiske, som er et helt nyt blogprojekt med blandt andre Andrea.

Photobucket

Selvom Pangcakes har en god håndfuld læsere, havde jeg ikke hørt om bloggen, før jeg tilfældigvis stødte på den – og det kan jo undre én, når det så er en så god blog. Yin er 19 år, halvt kineser, halvt dansker, bosat i København og skriver på engelsk (så fik vi dét på plads). Det vigtigste er dog, at hun har en virkelig nice stil, og at hun er meget flittig til at dele ud af den på billeder. Så der er egentlig ikke nogen grund til ikke at kigge forbi denne blog.

Er du ny læser eller vil du bare gerne genlæse mine tidligere blog anbefalinger, så kan du finde dem her, her, her, her og her eller finde dem alle samlet i min nye kategori bloganbefalinger. God fornøjelse!

Blog anbefalinger #5

Choice With Noise drives af 17-årige Cecilie, som har en meget personlig og modig stil. Bloggen består stort set udelukkende at store billeder, hvilket jo sjældent er helt dårligt. Hun lægger mest billeder af dagens outfit op, men er også god til at dele ud af inspirationsbilleder og nyeste køb.

Det her er nok mest en blog for århusianere, men til gengæld er det en rigtig god blog for århusianere. Eventuelt.org henvender sig nemlig til alle, der gerne vil blive lidt klogere på hvad der sker af ting og sager i Århus. Siden har for nylig gennemgået en større make-over og er (efter min mening) blot blevet endnu bedre og mere brugbar. Jeg er især begejstret for deres weekendguides, som jeg altid tjekker inden en kommende bytur.
Jeg blev faktisk lidt overrasket over, at jeg ikke havde stødt på Whatliesahead noget før, da jeg første gang kom forbi bloggen. Hun har nemlig et dejligt simpelt layout med en masse store billeder – hvoraf langt de fleste er hendes egne. Bag bloggen står den 18-årige gymnasieelev Emma, som har en rigtig fin og feminin stil. Faktisk er hun også fotograf for Stylegallery, så det er som om, hun bare har et helt naturligt øje for god stil.

Blog anbefalinger #4 (Swedish edition)

Selv læser jeg stort set kun danske blogs, så jeg tænkte, at det var på tide, at kigge lidt udenlandsk – og hvad er mere oplagt end Sverige, der i den grad er på forkant med at blogge.

Karin Bylund bor i Stockholm, hvor hun viser sin inspirerende stil, seneste køb og vildt flotte collager. Det er tydeligt, at alle hendes billeder er valgt nøje ud, hvilket gør det til en ren fornøjelse at klikke igennem hendes indlæg.

The Complete Truth drives af 19-årige Olof Grind, der tager de mest fantastiske billeder, som man nok kan se. Bloggen består udelukkende af hans egne billeder, hvis motiver spænder fra veninder til et tomt forladt hus til smuk natur. En fantastisk smuk blog!
Lina Söderström står bag bloggen Lina Di Moda og er model på fuldtid. Hun rejser en masse og viser både billeder fra hendes modeljobs, hverdag og en masse outfits, hvilket helt klart er noget af det allerbedste – hun har nemlig en virkelig lækker stil.

Blog anbefalinger #3

Anne Louise skal snart konfirmeres og kommer fra Esbjerg. Nuvel, kunne man tænke. Men hendes stil er virkelig fin og i hvert fald (heldigvis) langt langt mere sofistikeret end min var, da jeg var i konfirmationsalderen. Man får indtrykket, at alle billeder er nøje udvalgte, hvilket er sådan noget, jeg elsker, og det er en helt delikat oplevelse at bladre igennem de mange indlæg – for yes, hun er tilmed en meget aktiv blogger.

Trine skrev til mig for et par uger siden og fortalte om hendes nystartede projekt blog-land. Som hun selv skriver, har hun oprettet siden, fordi hun syntes der manglede et sted hvor ikke-habile bloglæsere kan følge med, hvor man kan få tips om nye blogs, og hvor bloggere kan holde sig opdaterede. Derudover er hendes ambition at der senere kommer interviews med bloggere, dem der har en mening om bloggere og dem der bliver blogget om. Der er efterhånden en håndfuld af disse blogs, der prøver at samle forskellige blogs, og selvom blog-land er meget ny, og der indtil videre kun er skrevet om de mere etablerede blogs, så er det en side, jeg glæder mig til at følge udviklingen på. Og så skal hun virkelig have ros for den simple og meget overskuelige opsætning.

Supernova er ikke ny i blogland, måske endda lidt en gammel kending. Men engang imellem har en gammel kending også brug for lige at blive støvet lidt af og blive set på med nye øjne eller af nye øjne. Mona og Rikke hedder pigerne bag bloggen, og selvom de sikkert er vidt forskellige, komplimenterer de hinandens indlæg rigtig godt, hvilket får en til at føle, at der ligeså godt kun kunne have været én forfatter bag. Det skal så også siges, at Mona er den mest aktive blogger af de to, men når hvert eneste indlæg er af så høj kvalitet, så gør det egentlig ikke noget, at mængden svinger lidt.

Blog anbefalinger #2

Det var et rent tilfælde, at jeg kom ind på Albertes blog, men sikke et dejligt tilfælde. Hun har lige startet sin blog den 1. januar, hvor hendes mål er at tage et billede om dagen de næste 365 dage. Allerede de første seks billeder er så fine, så jeg glæder mig i hvert fald til at følge med.

Simpel Dagbog er ja, en simpel dagbog. På den gode tæer-i-hyggesokker-med-varm-kakao-og-hjemmebagtesmåkager-måde. Bloggeren hedder Linda, og selvom det ikke er hende man ser, men i stedet hendes dagligdag i københavn, så er bloggen alligevel helt vildt nærværende og meget vanedannende.

Der er sikkert mange allerede der kender Line Love og Katarzyna, men i det tilfælde at der skulle sidde bare en enkelt derude, der ikke gør, vil jeg alligevel anbefale dem her. Det er nemlig en af mine absolut yndlingsblogs, og en af de eneste hvor jeg rent faktisk læser hvert indlæg i stedet for blot at kigge billeder. De her to piger har nemlig både god stil og rigtig god humor. Og så er de flyttet til London for at studere, hvilket må siges at være ret sejt gjort.