Hamburg dag 3

Onsdag var vores sidste hele dag i Hamburg, og den blev stort set udelukkende brugt på at kigge i butikker. Vi tog s-toget til Jungfernstieg og startede med at gå op ad den til Gränsemarkt, hvor bl.a. Urban Outfitters ligger. Deromkring ligger de dyre gader Neuer Wall, ABC-strasse og Bleichenbrücke, hvor den helt nye Acne butik ligger og også en lille Taschen. På Neuer Wall ligger også COS, og hvis man vil besøge en h&m bør man satse på den på hjørnet af Grosse Bleichen og Poststrasse, som har en god trendafdeling. Efter en frokost tog vi u-banen op til Eppendorfer Baum, som er et rigtig hyggeligt område med små designbutikker og caféer på begge sider af vandet. Alt i alt er Hamburg helt sikkert en by, der er værd at besøge. Jeg var dog en smule skuffet over hvor lidt skandinavisk og andre nyere brands, der var at finde i byen, og en af ekspedienterne i Acne, fortalte mig da også, at de havde det lidt svært, og fx havde ikke en eneste prøvet eller kigget nærmere på Shank støvlerne siden de havde fået dem i butikken. Måske er det bare fordi, jeg ikke kender de rigtige steder, selvom jeg ellers synes, jeg fik udforsket mange forskellige steder på bare tre dage, men jeg kunne nu også snildt have brugt flere dage, til at kigge lidt nærmere på de forskellige bydele. Men hvis man gerne vil opleve andet end kædebutikker og de etablerede dyre luksusmærker, er der ingen tvivl om, at man vil få glæde af at bruge mere tid i de lidt mere fjerne kvarterer i stedet for i midtbyen ved Jungfernstieg og Mönckebergstrasse. For selvom midtbyen måske er lidt mere shoppingoplagt, så er de andre områder altså langt mere charmerende og skal-vi-ikke-gå-derind-og-snuppe-en-kop-kaffe-indbydende.

Hamburg dag 2

Tirsdag startede vi med at tage s-toget til Reeperbahn, hvor museet Beatlemania ligger. Det ligger side om side med Beatles Platz, som vi i første omgang overså, fordi vi fik forvildet os over på den modsatte side af vejen. Museet er indrettet i en kronologisk rute, hvor man følger Beatles fra deres start i Hamburg, videre igennem deres pladeindspilninger og oplever den store beatlemania, da den var på toppen. Så hvis man bare er en lille smule glad for the fab four, kan det helt sikkert anbefales at man bruger mindst et par timer derinde. Bagefter tog vi ned til havnen, hvor vi tog på en times havnerundfart. Jeg vil ikke kalde en havnerundfart for et must, men man bør i det mindste tage sig den ulejlighed at gå ned og se havnen i og med at den er en så stor del af Hamburgs historie og økonomi. Efter den tur tog vi s-toget til Jungfernstieg og fulgte Mönckebergstrasse op til hotellet. Som flere også nævnte er Mönckebergstrasse gaden med alle kædebutikkerne som Zara, Weekday, Mango og Monki, og den kan vel lidt sammenlignes med strøget. Om aftenen spiste vi på Block House, som er en kæde med restauranter i de største tyske byer. Specialiteten er amerikanske steaks, og mig og min mor kom da også til den konklusion, at det var lidt ligesom en luksusudgave af Jensens Bøfhus – godt, det var det i hvert fald.

Hamburg dag 1

Vi ankom til Hamburg med tog ved 1-tiden, så vi startede med at spise frokost på hovedbanegården, som har et område med alverdens forskellige mini-restaurenter, hvor man kan få alt fra sushi til KFC til tyrkisk. Vi boede på et hotel på Kirchenallee, som ligger lige overfor hovedbanegården, hvilket var virkelig lækkert, da der så kun var to minutters gang til u-banen og s-togene. Da vi havde checket ind, tog vi s-toget til Max-Bräuer-Allee nr. 174, hvor den kæmpe genbrugsbutik Kleidermarkt ligger (billede 1-3). Der ligger også en butik på Neuer Kamp nr. 23, den er bare lidt mindre. Derefter gik vi på gåben til området omkring Marktstrasse, som rummer en masse sjove og anderledes butikker (billede 4-6). Gaden ser måske ikke ud af særlig meget, men hvis man er på udkig efter et godt genbrugsfund, så er det helt sikkert et sted, man skal besøge.