Mallorca diary #6 Joan Miró

 photo IMG_9675.jpg

Så var det vist også på tide at fortælle det allersidste Mallorca-kapitel, og det kommer til at stå i kunstens tegn. Lidt udenfor Palma højt oppe på en skråning med god udsigt til havet ligger Joan Miró museet. Billedkunstneren Miró boede på Mallorca fra 1956 til sin død i 1983, og ved museet kan man besøge hans atelier og hjem – huset med de røde og gule døre. Selve museet er tegnet af flere berømte arkitekter, og det er i sig selv en oplevelse at gå rundt i den store bygning og nyde arkitekturen og den grønne have. På væggene hænger Mirós spændende abstrakte mallerier og hans skulpturer fylder gangene og haven. Jeg synes virkelig, at museet var et inspirerende sted at gå rundt, og det er klart et besøg værd, hvis man er ved Palma. Om lørdagen er entréen endda gratis, og ellers koster det 6 € at komme ind, hvilket jo lige er til at overskue. Det var det sidste Mallorca-kvæk for denne omgang. Jeg har nydt min ferie på øen i fulde drag, og jeg vender helt sikkert tilbage en anden gang. Der er flere, der har vist interesse for det, at jeg har rejst alene, så jeg planlægger at lave et lille indlæg omkring det at rejse alene. Hvis der er nogle bestemte ting i forbindelse med det, der undrer jer eller som I er nysgerrige omkring, så smid det endelig i kommentarfeltet her, så vil jeg forsøge at komme rundt om det hele i indlægget.

 photo IMG_9673.jpg photo IMG_9663.jpg photo IMG_9684.jpg photo IMG_9706.jpg photo IMG_9679_3.jpg photo IMG_9711_2.jpg photo IMG_9716_2.jpg photo IMG_9704_2.jpg

Photobucket

Mallorca diary #5 Portals Nous

 photo IMG_9576.jpg

Jeg havde hørt godt om stranden Portals Nous vest for Mallorca, og besluttede mig for at tage bussen til endnu en strandtur lørdag formiddag. Jeg endte (selvfølgelig) med at køre for langt, men det viste sig at være held i uheld. For lidt ude af byen ligger en mindre strand med klipper og sand. Himlen ser måske lidt diset ud, men det var svimlende varmt, og at sidde på en klippe med måsen dyppet i vand og en sudoku i hånden, der gradvist får havvand sprøjtet op på siderne, var dejlig nedkølende og helt helt helt vildt afslappende. Sådan må alle mine ferier gerne være for fremtiden.

Efter en times tid besluttede jeg mig for at forlade min klippe og undersøge resten af byen og se om jeg kunne finde den strand, jeg egentlig var kommet efter. Det var en god gåtur i bagende varme og nogle bakkede veje, men omsider fandt jeg ned til lystbådehavnen, som består af en lang promenade med dyre butikker og restauranter. For enden af promenaden og rundt om et langt sving åbner den rigtige strand sig pludselig for én. Lækkert blødt sand, klart vand og kajakudlejning. Man kan nok godt sige, at Portals Nous primært er en by man tager til at for besøge stranden. Gadebutikkerne er fyldt til randen med oppustelige badedyr, badehåndklæder og farverigt strandtøj taler vist for sig selv. Byen ligger rigtig flot, og kan bestemt anbefales til en endags strandtur. Ved sandstranden findes også en strandbar Roxy Beachbar, hvor man kan nyde noget koldt at drikke helt ud til vandet (den kan lige anes bagved sejlet).

 photo IMG_9636.jpg photo IMG_9610.jpg photo IMG_9608.jpg photo IMG_9632.jpg photo IMG_9625.jpg photo IMG_9628.jpg photo IMG_9647.jpg

Photobucket

Mallorca diary #4 Palma by night

 photo IMG_9131.jpg

I troede måske, at det var slut med Mallorcabilleder? Slet ikke, jeg har mere endnu at vise! Jeg synes virkelig, at der er noget helt særligt ved Sydeuropæiske byer om aftenen. De summer af liv på en helt anden måde end vi kender det fra Norden. Den første aften på Mallorca var et ret godt eksempel på det. Jeg gik langs strandpromenaden for at se solen gå ned, og da jeg nåede katedralen vrimlede det pludselig med mennesker med picnictæpper under armen og taskerne fulde af slik og sodavand. Foran katedralen var der nemlig opstillet en stor skærm, der talte ned til Hitchcock filmen Marnie. Da filmen gik i gang kunne man høre kollektive skrig og jubler helt til den anden side af vandet, og hvis ikke jeg var så træt, så havde jeg uden tvivl slået mig ned iblandt de mange tilskuere.

Palma har virkelig mange lækre madsteder at byde på, det kan dog være en god idé at undersøge tingene lidt på forhånd. Pga. de mange turister syntes jeg i hvert fald, at det kunne være svært at se om restauranter var flittigt besøgt på grund af maden eller placeringen. Flere steder er ofte fyldt op, så det kan være en god idé at reservere et bord på forhånd, hvis man rigtig gerne vil besøge et sted. Fx gik jeg forgæves til den meget populære tapaskæde Tast. Et sted jeg var blevet tippet om, og som heldigvis havde plads, var UMBU, der ligger i et meget turistet område ved katedralen. Jeg besluttede mig for, at der også skulle være plads til i hvert fald én god gourmetoplevelse, og det er et sted, der virkelig klart kan anbefales. Jeg gav ca. 230 kr. for tre tapasretter, et glas vin og kaffe, hvilket kan virke pebret i forhold til de omkringliggende restauranter, men man får virkelig en fantastisk madoplevelse og god service for pengene. Det er klart sjovest, hvis man er flere, så man har mulighed for at dele retterne og smage mere. Hvis man ikke har spist tapas på en spansk restaurant før, så kan det godt virke lidt forvirrende at finde ud af, at tapas faktisk ikke betyder det pølse-oste-bord med dip, som man plejer at forbinde det med herhjemme. Det er derimod en masse små retter fra grøntsager til kødretter, og menukortet byder på en lang række af retter at vælge imellem. Men som tjeneren på UMBU fortalte, så kan de fleste ikke spise mere end 2-3 retter, hvorfor man jo ikke får smagt særlig meget forskelligt, når man sidder til bords alene. Det kan godt virke lidt vulgært at spise sig igennem en tallerken kun med kød, men på den anden side føltes det også som en endnu større fest. Men åh, jeg drømmer stadig om den gazpacho med mango og grønne tomater. En af de bedste supper jeg nogensinde har fået.

 photo IMG_9067_2.jpg photo IMG_9112_2.jpg photo IMG_9277.jpg photo IMG_9153.jpg photo IMG_9208.jpg photo IMG_9513.jpg photo IMG_9518.jpg photo IMG_9155.jpg photo IMG_9227.jpg

Photobucket

Mallorca diary #3 Port de Sóller

 photo IMG_9303.jpg

Ved Palmas store bus og togstation ligger en særskilt perron med det buede skilt Ferrocarril de Soller hængende over indgangen. Herfra kan man tage et gammelt veterantog, som kører igennem bjerge og det tørre landskab til byen Sóller. Toget er lidt af et turisttog og koster 15 € per vej. Det er en rigtig flot tur, men turen tager dobbelt så lang tid som den offentlige bus, der til gengæld kun koster under 3 €. Hvis man har tiden (og pengene) er det en fin tur, men der er ingen grund til at tage toget begge veje, med mindre man altså virkelig brænder inde for at fyre nogle euro af. Sóller er en flot lille by med gamle sporvogne kørende igennem byen, der fragter én til havnebyen Port de Sóller. Den tur koster 5 €, og den skal man bestemt ikke snyde sig selv for. Udsigten til havet, der kommer snigende rundt om hjørnet, er helt fantastisk og man kan praktisk talt plukke citroner og appelsiner fra træerne, man kører forbi. Det var der rent faktisk nogle tyskere der gjorde, ved ikke om det er så velset.

Port de Sóller er den smukkeste havneby med fint hvidt strand og lystbåde hvilende i det blå vand. Man kan fint bruge en lille dag der, især hvis man har strandtæppe og bikini med. Jeg forestiller mig, at der også er gode gåture i klipperne, der omkranser bugten, men jeg havde ikke lige taget mine gåsko på den dag. I stedet gik jeg langs vandet og kiggede i de mange strandbutikker og små butikker i de skrå gader. Til sidst plantede jeg mig på en af de mange restauranter lige ud til bugten, og spiste en helt fantastisk risotto med kæmperejer. Jeg ville ellers gerne have smagt paella, men de fleste steder serveres det kun til mindst to personer, og det kunne jeg jo alligevel ikke præstere. En ting, jeg dog godt kunne smage, var Sóllers appelsin-is-dessert. Sóller er kendt for deres virkelig gode appelsiner, og det mangler da heller ikke af steder, hvor man kan købe friskpresset appelsinjuice og den her is-dessert, som jeg nu komplet har glemt hvad hedder. Men den indeholder i hvert fald appelsinjuice, is og flødeskum – så hvidt jeg lige kunne smage, og er meget forfriskende i varmen.
Da jeg skulle hjem, endte jeg med at gå en kæmpe omvej og bruge omkring en time på at finde den offentlige bus tilbage til Palma. Noget der skulle vise sig at blive en tendens de efterfølgende dage også. Busstationen (eller nærmere stoppestedet) i Sóller ligger en kilometers penge væk fra togstationen, som er byens centrum, og der er ikke nogen umiddelbar logik i placeringen. Så det bør man lige undersøge på forhånd, så ikke man bruger hundredvis af datakroner på gps.

 photo IMG_9377.jpg photo IMG_9341.jpg photo IMG_9352.jpg photo IMG_9374.jpg photo IMG_9380.jpg photo IMG_9373.jpg photo IMG_9414.jpg photo IMG_9472.jpg photo IMG_9370.jpg

Photobucket

Mallorca diary #2 Palmas bedste kaffe

 photo IMG_9284.jpg

Nu sagde jeg godt nok, at jeg ikke havde undersøgt så meget om Mallorca på forhånd. Men en enkelt guide havde jeg dog besøgt, nemlig Dittes virkelig flotte guide til Mallorca. Jeg bed straks mærke i caféen La Molienda, som skulle have øens bedste kaffe. Det er i særdeleshed en påstånd, der kan få mig op ad stolen. Den lå dog et par kilometer væk fra, hvor jeg boede, men besøges, det skulle den. Heldigvis lå den forholdsvis tæt på den store busstation, så det passede med at spise min morgenmad der på en dag, hvor jeg skulle på tur med bussen. Ja, faktisk blev jeg så begejstret for stedet, at jeg tog den lange gåtur derop for at spise morgenmad en anden dag også.

Jeg har en (måske) lidt mærkelig ting med at bedømme en kaffecafé efter deres cappuccino – en ting der er kommet efter mine tre måneder i Italien. Kan man ikke lave en god cappuccino, så har man efter mit hoved ikke forstået, hvad god og rigtig kaffe handler om. Måske en lidt snæversynet og snobbet holdning, men nåja. Det er meget rart at have et pejlemærke. Efter jeg startede med denne bedømmelsesmetode, har jeg virkelig fået de mest forfærdelige cappuccino’er, der nærmere var café latte og kun smagte af varm mælk, og så har jeg fået de mest magiske cappuccino’er, der havde en cremet konsistens og smagte af god espresso på en dejlig mild måde. Så har der været dem midt imellem, der var udmærkede, men dog heller ikke noget at skrive hjem om. La Molienda laver den helt perfekte cappuccino. Hvilket egentlig er ret tydeligt at se på billederne. Så allerede der efter det første nip til koppen vandt caféen mit hjerte. Derudover er indretningen og stedet bare så skønt. De serverer både morgenmad, kager og frokost, og jeg prøvede to forskellige typer morgenmad, de to gange jeg var der. Den første gang fik jeg en cremet havregrød med frisk frugt og ristede nødder, og den anden gang fik jeg en chiapudding med kokosmælk. Begge var et kæmpe hit, og jeg kan kun på det varmeste anbefale at kigge forbi La Molienda på Bisbe Campins, 11. Palma.

Se Mallorca diary #1 her.

 photo IMG_9295.jpg photo IMG_9260.jpg photo IMG_9537.jpg photo IMG_9258.jpg photo IMG_9280.jpg photo IMG_9261_2.jpg

Photobucket
Older posts