photo DSC2843.jpg photo DSC2921.jpg photo DSC3009.jpg photo DSC2934.jpg photo DSC2970.jpg photo DSC2896.jpg photo DSC2993.jpg photo DSC2997.jpg photo DSC3042.jpg photo DSC3054.jpg

I søndags var jeg en tur i Padova, som kun ligger en time væk fra Bassano med tog. Padova kan størrelsesmæssigt sammenlignes med Århus, så det er en by, der egner sig fint til et endagsbesøg, hvis man er på ferie i området. Der er to store turistattraktioner i byen – Scrovegni-kapellet og Sant’Anthonio-kirken. Kapellet er indvendigt dækket af fresker malet af kunstneren Giotto, som betegnes som nogle af de flotteste og mest betydningsfulde i verdenskunsten. Man har præcis 15 min. til at nyde synet, og man skal booke indgang mindst 24 timer inden. Noget jeg ikke fik gjort, hvilket jeg lidt fortryder, for jeg havde i hvert fald tiden, og der er en meget beskeden entrépris for studerende. Til gengæld fik jeg set den store kirke, som var overvældende flot.  I nærheden ligger botanisk have Orto Botanico, som er et fint lille frodigt paradis. Det er ikke fordi, at jeg er specielt planteinteresseret, og selvom det desværre ikke er gratis, så er det et fint sted at spendere noget tid, hvis vejret er til det. Padova er også kendt for at være en af de ældste universitetsbyer i Europa, og jeg ville smaddergerne have set den gamle universitetsbygning Palazzo Bo (kald mig mormor, men jeg elsker gamle historiske bygninger), men der var så søndagslukket. Ved siden af kirken og botanisk have og i forlængelse af gågaden Via Roma ligger den store plads Prato Della Valle med et stort springvand i midten omkredset af vand og 78 romerske statuer. Kæmpe kæmpe plads. Da jeg var der, var der gang i den helt store sportsbegivenhed for børn, så der var fyldt med mennesker, og en masse børn der spillede både basketball og volleyball. En af mine kolleger fra ALU kommer fra Padova, og han har flere gange råbt højt om, at hvis vi kommer til Padova, så skal vi også prøve frittelle i tivoliparken ved siden af pladsen. Det er en meget beskeden park, som ikke engang er at finde på kortet, men hvis du kan se radiobiler og maskiner, hvor du kan fiske efter bamser, så er du det rigtige sted. Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk, da jeg så det fremlagte udvalg i frittelle-boden, men det viste sig heldigvis at være udstillingsmodeller. Da jeg bestilte hev damen nemlig en dej frem, som jeg derefter måtte vente på blev friturestegt, drysset med sukker og klappet sammen om nutella. Jeg følte mig meget sund, da jeg satte mig ud på pladsen og spiste den iblandt alle idrætsudøverne, men den smagte nu altså syndigt godt. Efter at have gået byen tynd endte jeg dagen på en restaurant. Jeg havde udset mig et pænt pizzeria på en sidegade til kirken, men da jeg kom tilbage havde de desværre lukket, så valget faldt derfor på det næste i nærheden, da jeg simpelthen ikke orkede at gå mere eller vente på at det andet sted åbnede op for aftenen. Tidspunktet var nemlig lige imellem frokost og aftensmad, så mange steder havde lukket. Det andet sted liggende lige ud til kirkepladsen, kan nok godt betegnes som lidt af en turistmagnet, men jeg fik en pizza og et glas vin, så jeg var svært tilfreds. Hvis man da ser bort fra at de puttede pomfritter i stedet for alm. kartofler på min hvide pizza. Det er fandeme mærkeligt, og efter at have smagt et stykke blev de også pænt pillet af og lagt på tallerken. Jeg har det egentlig ok med at tage på sådanne ture alene, hellere det end slet ikke at opleve noget. Men at spise alene på en restaurant det er stadig lidt grænseoverskridende. Der er dog ikke så meget andet for, hvis jeg skal opleve det italienske køkken hernede, og det bliver heldigvis også nemmere gang for gang. Pigen, vi delte lejlighed med, er nemlig netop rejst hjem, og den næste praktikant kommer desværre først d. 6. juli, så jeg går en nok lidt asocial måned i møde. Jeg har virkelig ikke lyst til at føle mig begrænset af sådan noget, og heldigvis kommer min mor også på besøg om to uger, så jeg er sikker på, at jeg nok også skal få oplevet noget i denne nye måned alligevel. Jeg bliver i hvert fald nødt til at spise ude lidt mere, det er så ærgerligt at gå glip af den gode mad, når det er lige rundt om hjørnet og ikke engang koster alverden.

Photobucket