photo randers_IMG_6301.jpg photo randers_IMG_6307.jpg

For en uge siden var jeg i Randers med en håndfuld andre bloggerdamer. Visit Randers og Randers City havde inviteret os til byen for at vise, at Randers har meget mere at byde på end det, Anders Hemmingsen  fortæller. De havde allieret sig med Camilla Julie, og de havde simpelthen planlagt den mest fantastiske dag til os, spækket med oplevelser, lokale ildsjæle, bobler og god mad. Jeg havde virkelig glædet mig til dagen, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Jeg har egentlig været i Randers mange gange, men for det meste kun for at besøge Randers Regnskov, så jeg glædede mig til at opleve Randers i selskab med nogle piger

Vejret kunne ikke have været bedre. Vi startede dagen ved Gudenåen, hvor vi indtog kaffe og scones imens vi nød naturen, som jo faktisk er fantastisk tæt på byen med Gudenåen lige i baghaven. Desværre er den gamle blå jernbro ved at blive renoveret, men når den engang åbner for fodgængere igen, er det muligt at gå en smuk tur over Gudenåen. Efter at kaffen var blevet drukket, ventede en hestevogn på os, som skulle køre os ind igennem den gamle bydel og hen til vores første besøg på turen. Det er ikke fordi, at der er specielt langt fra Regnskoven til Rådhustorvet, men det var en virkelig fin tur, hvor vi blev præsenteret for Randers mange små ældre huse og lidt af byens historie. Jeg kan vist uden at lyve sige, at vi alle var meget overraskede over de smukke gamle gader og skæve huse. At Randers har fået ry som en techno-by, er mig egentlig en gåde når man kigger på omgivelserne, der nærmere lægger op til folkedans.

 photo randers_IMG_6745.jpg photo randers_IMG_6300.jpg

Da vi nåede Rådhustorvet blev vi sat af hestevognen og blev præsenteret for vores første butiksbesøg. Den gamle guldsmed Bræmer-Jensen har eksisteret i over 100 år, og har et meget smukt udvalg af smykker fra bl.a. Georg Jensen og Aagaard. I den smukke baggård fik vi dagens første glas bobler og blev forkælet med langt mere end vi overhovedet havde regnet med.

 photo randers_IMG_6403.jpg

Vi kom dernæst indenfor hos Hotel Randers, der sidste år var udsat for en meget ødelæggende brand. Hotellet har derfor arbejdet hårdt på at genopbygge hotellet med en helt ny indentitet, hvor man dog stadig har beholdt hotellets gamle traditionsrige historie og heldigvis blev mange af hotellets ældre sale ikke ramt af branden. Resultatet er blevet virkelig smukt og gennemført, og det var ret spændende at høre om de tanker, man har gjort sig.

 photo randers_IMG_6430.jpg

Inden frokosten var der blevet udvalgt tre særlige butikker, vi skulle besøge. Heriblandt Modecentret (hvor vi var så heldige at vælge en Ralph Lauren ting, som vi måtte få med hjem – fik den blødeste merinostrik, omg!), Nü og CC: Christensen. Tre meget forskellige butikker og især de sidste to var virkelig gennemførte butikker. er et dansk mærke, der faktisk stammer fra Randers, og tøjet udmærker sig ved at holde sig til sorte nuancer med rå detaljer. CC: Christensen er en stor butik til både mænd og kvinder, hvor de forhandler Tiger of Sweden, Karen by Simonsen, Calvin Klein, Royal Republic og mange andre mærker.

 photo randers_IMG_6446.jpg photo randers_IMG_6510.jpg

Endelig blev det tid til frokost, og den skulle vi indtage på Bistroteket, som er en klassisk dansk og fransk bistro. Jeg siger jer, det var godt! Udover at indretningen bare var spot on, så var der heller ikke en finger at sætte på betjeningen og maden. Jeg fik mit livs første omgang tartar, hvilket (heldigvis) overraskede mig meget positivt. Delikat og smagfuldt. Jeg skal helt sikkert tilbage til Bistroteket!

 photo randers_IMG_6465.jpg photo randers_IMG_6610.jpg

Tidsplanen var desværre blevet lidt forskubbet (da de ikke havde medregnet alle vores tissepauser og at vi faktisk ville bruge så lang tid på at tage billeder af alt – haha!), så vi nåede desværre ikke at se alle de butikker, der egentlig var på programmet. Men at der er endnu mere at, er jo bare en god undskyldning for at besøge Randers igen. De butikker, vi måtte springe over, var genbrugsbutikken DIA og butikken En Og En Hel Del, som både har et udsøgt udvalg af kaffe og interiør (en butik lige efter min smag). Heldigvis nåede vi at besøge Hr & Fru B, som har lokaler i byens gamle apotek. Det er tydeligt at se på det smukke loft, og jeg var ærligt talt helt måbende over den smukke indretning. Butikken har både kendte og mere ukendte designere, jeg ikke engang er stødt på i Aarhus, og man kan virkelig mærke, at der ligger stor kærlighed bag butikken. Derudover er det jo bare dejligt, at man bliver budt en kop kaffe eller et glas rosé, når man som kunde træder ind ad døren.

 photo randers_IMG_6520.jpg

Det var ikke ligefrem fordi, at vi var sultne ovenpå frokosten, men vi skulle dog lige besøge Bagel Bucks, som er elsket og flittigt brugt af de lokale i Randers. Ejeren Aros stod bag disken og serverede os først et shot friskpresset ingefær (uden andet tilsat) – det var sgu noget der rev i halsen. Derefter fik vi en lækkerbisken af en shake, Sommerfugl, med chokolade, jordbær og mandler. Den smagte syndigt godt!

 photo randers_IMG_6545.jpg photo randers_IMG_6553.jpg

Som nævnt har jeg været i Randers Regnskov flere gange, men jeg har faktisk aldrig oplevet regnskoven i selskab med en guide. Vi havde ikke så meget tid at gøre godt med, så guiden spurgte ind til hvad vi helst ville se. Som en flok børnehavebørn blev der råbt i øst og vest. Søkoen! Slanger! Tapiren! Aber! Man kan snildt bruge en hel dag i Randers Regnskov, så vi fokuserede i stedet på en håndfuld af dyrene. Med dyrepasserens hånd, fik vi lokket søkoen hen til den store rude, og på en af stierne fik vi lov til at klappe en stor skildpadde. Men det, vi alle havde ventet på, var selvfølgelig slangerne. Guiden fandt nemlig en stor pytonslange frem, som Nicoline var så modig at bære på. Os andre not so much.

 photo randers_IMG_6560.jpg photo randers_IMG_6775.jpg

Udenfor Regnskoven stod en flok motorcykler og ventede på os, som skulle være vores lift til Water and Wellness. Det var med lige dele frygt og sommerfugle i maven, at jeg steg bag på den røde veterancykel på billedet. Vi fræsede derudaf, og det var virkelig noget af en oplevelse og et meget originalt påfund at vi skulle “fragtes” på den måde. I Water and Wellness nød vi spa-afdelingen og solterrassen, hvor vi kunne slænge os på liggestole og endelig lade lidt op efter en meget begivenhedsrig dag.

Dagen sluttede næsten hvor den startede, nemlig på Café Mathiasen, som ligger ved Hotel Randers. Vi fik en lækker tapaslignende anretning med flere forskellige små retter, der alle smagte skønt. Vi havde på det tidspunkt travet byen tynd og drukket vin og bobler stort set nonstop hele dagen, så det var en flok meget trætte piger, der synkede ned i sæderne på restauranten. Vi var alle imponeret over alt det arbejde, der var blevet lagt i at vise os alt det bedste fra Randers, og jeg ser det faktisk som en positiv ting, at vi ikke nåede det hele. Randers har virkelig meget at byde på, i hvert fald meget mere end mokaï.

Tusind tak til Randers City og Visit Randers for en dejlig dag. 

Photobucket