Rejsetip: City Notebook

 photo IMG_8219_2.jpg photo IMG_8291.jpg photo IMG_8253.jpg photo IMG_8313.jpg

Jeg ved det. Jeg taler virkelig meget om, at vi skal til London. Men jeg glæder mig simpelthen meget. Udover at det er et længeventet besøg med byen, som jeg ikke har besøgt i mange år, så er det også vores første rejse sammen. Kæresten og jeg. Det er altså ret stort. Jeg er typen, der elsker at forberede rejser. Jeg søger på guides, finder inspiration på instagram og blogs og bogmærker og noterer alverdens ting. Det kan godt være lidt svært at holde styr på og egentlig udnytte. Så jeg blev virkelig begejstret, da jeg faldt over Moleskines City Notebook serie. Serien findes med flere forskellige storbyer og fælles for dem alle er, at de indeholder en masse gode redskaber og skabeloner til at notere ens rejse både før, under og efter. Notesbogen indeholder London delt ind i 18 små kort, et gadenavn-index og et kort over undergrunden. Bagerst er der gennemsigte ark, som man kan bruge til at tegne ovenpå et kort og huske fx en smuk rute eller en shoppeguide over et område (sidstnævnte er i hvert fald det, jeg har tænkt mig). På næstøverste billede kan I se, hvordan jeg har tegnet ovenpå et ark for at tegne ind hvor vi skal bo. Så kan vi mens vi er der fx notere gode kaffebarer i nærheden eller hvilken vej der er nemmest for at komme ind til centrum. Bagerst er der flere sider med kategorier, hvor man kan skrive steder, personer, oplevelser og følelser ned. Jeg er allerede begyndt at skrible spistesteder ned, jeg gerne vil besøge, men jeg vil helt sikkert også bruge bogen under rejsen, så jeg kan huske et godt sted til en anden gang. Det bedste er, at bogen har en superfin størrelse, så den ikke fylder meget at have med i tasken – hvilket jo er det vigtigste. Jeg har købt notesbogen på Amazon her, hvilket var det billigste sted, jeg kunne finde. Der koster den ca. 100 kr.

I forlængelse at alt dette, kunne jeg også rigtig godt tænke mig at få alle jeres London tips. Hold jer endelig ikke tilbage! Det er som sagt mange år siden, at jeg har været der. Det eneste jeg sådan rigtig ved, at jeg skal, det er at besøge alle second hand butikkerne omkring Brick Lane. Og så vil vi gerne spise fish and chips, og jeg vil gerne have noget godt indisk mad! Måske drikke en stor øl på en snusket bar, og selvfølgelig drikke en masse god kaffe. Som I kan se, skal vi bo nord for Shoreditch lige ved siden af kanalen, hvor vi har fundet et rigtig hyggeligt og billigt AirBnb sted. Vi skal afsted fredag-tirsdag, så hvis I har tips til ting, der er bedst at gøre fx en søndag (eller som man skal holde sig fra en anden dag), så modtages den slags tips også. Jeg husker grumt, da jeg ville besøge Louvre på min allersidste dag i Paris, og de havde mandagslukket.

 photo IMG_8327_2.jpg

Photobucket

Weekend i Skagen

 photo IMG_6069.jpg photo IMG_6098.jpg photo IMG_6107.jpg photo IMG_6113.jpg photo IMG_6131.jpg photo IMG_6122.jpg photo IMG_6124.jpg photo IMG_6105.jpg photo IMG_6136.jpg

Som nævnt tog jeg kameraet med til Skagen denne weekend. Jeg havde det dog ikke så meget fremme (i forhold til hvad jeg plejer på ferier), men jeg fik i hvert fald knipset nok til, at der også var noget at vælge imellem. Lørdag havde vi meget blæsevejr, og det var ret køligt at være udenfor. Derfor fik vi desværre heller ikke spist på havnen, da alle siddepladser indenfor var optagede til frokost. I stedet spiste vi stjerneskud på en kro, hvor det ældre personale glemte det halve men var skidesøde. Pakket ekstra godt ind fik vi også gået en tur langs stranden fra Viking Banke, hvor vores sommerhus lå, til de flotte huse i Gammel Skagen og tilbage igen. Søndag var det heldigvis lidt varmere, og det var muligt at nyde en stor is i solen og sidde i læ på terrassen. Så selvom det ikke ligefrem var en specielt varm weekend, og vi måske havde håbet på lidt mere udevejr, så var det alligevel en rigtig hyggelig weekend. Og det var dejligt at opleve Skagen igen efter at jeg ikke har været der i omtrent 15 år.

Photobucket