Exam done – time to relax!

 photo IMG_3087.jpg photo IMG_3092.jpg photo IMG_3071.jpg

…I hvert fald bare i en halv uge. På mandag går vi nemlig officielt i gang med vores bachelorspeciale. Puha, er jeg virkelig så voksen? I dag fik jeg dog sagt et sidste farvel til min praktik, da jeg var oppe og forsvare min opgave mundtligt. Det gik GODT. Rigtig godt. Jeg er lettet, en smule overrasket men mest af alt glad. Jeg havde jo været lidt usikker på, om jeg havde fået nok ud af min praktik, men at jeg havde været der en måned ekstra gav vist pote i sidste ende. Nu glæder jeg mig faktisk lidt til at gå i gang med mit speciale, så jeg rigtig har tid til at gå i dybden med et emne. Jeg kan stadig ikke vise jer det endelige showroom, som jeg lavede i min praktik (udover de billeder I kan se her på min planche), men når vi rammer december, hvor showroomet skulle laves om, så skal jeg nok lige råbe højt. Hvis de da har beholdt mine idéer. 😉 Nu smider jeg stængerne op på sofabordet og går ombord i en god omgang slik. Det føles næsten som weekend.

Photobucket

3 måneders praktik i Italien: so how was it?

 photo instagramitaly.jpg

Så kommer det (måske?) længeventede indlæg om hele min oplevelse af min 3 måneders praktik i Italien. Der er måske nogle af jer, der selv sidder og overvejer at finde en praktikplads i udlandet eller læse en del af jeres uddannelse i udlandet, eller måske er I bare nysgerrige efter at vide hvad hele udbyttet af min tur var udover god mad og en masse shopping. Så her kommer den lange smøre. Jeg vil prøve at gøre det så kort som muligt, skulle I have uddybende spørgsmål, er I velkomne til at stille dem i kommentarfeltet. De sidste par uger har jeg fået spørgsmålet mange gange (hvordan var det?), og de fleste gange er jeg begyndt mit svar med, at det var en tur, der kom igennem hele følelsesregistret. Det er første gang, at jeg har været i et andet land så længe og i det hele taget første gang, at jeg har besøgt et land, hvor hovedformålet ikke var en ferie – og så endda helt alene. Allerede på designteknologen i Herning lagde jeg planer om, at jeg gerne ville til udlandet i min praktik på 6. semester. Dengang drømte jeg om New York (det gør jeg stadig), men den ansøgning kom der ikke så meget ud af. Så fik vi besøg af ALU fra Italien på TEKO, som specifikt søgte efter retail designere, jeg sendte min ansøgning afsted og endte med at komme igennem nåleøjet. For mig har det været en virkelig nem beslutning. Jeg havde hverken fast job eller kæreste, der holdte på mig, og da ALU tilbød gratis logi var økonomi heller ingen hindring. Det sværeste var sådan set at beslutte mig for, hvad jeg skulle pakke i kufferten.

Jeg tog afsted med en anden fra TEKO, som studerer i Herning og jeg derfor aldrig havde mødt før, og vi var så heldige at blive taget imod af en anden praktikant, som havde arbejdet der i næsten et år. Det var en kæmpe fordel, at have hende som guide til byen og ikke mindst de kulturforskelle som ikke var til undgå. For ja, der er en kæmpe kulturforskel på Danmark og Italien – ikke mindst i forhold til arbejdsmiljøet. Praktikken har været en kæmpe udfordring. Jeg har brugt mange timer på at lade som om, at jeg lavede noget, og i perioder var det meget frustrerende i forhold til min eksamensopgave, som jo jeg gerne skulle have et solidt grundlag til for at lave. Når man er helt ny et sted og i en helt ny kultur, kan det være svært at være meget opsøgende i forhold til arbejdsopgaver, når de har travlt med alt muligt andet. I hvert fald for en som mig med en udpræget jydementalitet. Selvom de på arbejdspladsen var bedre til engelsk end så mange andre steder i Italien, så var de stadig ikke helt trygge ved det, og de slog over på italiensk, når de havde muligheden. Det gjorde kaffepauserne meget lange at lytte til samtaler, man forstod intet af. Jeg kom dog til at lave en superfed opgave i form af deres showroom i New York, men rent fagligt havde jeg nok forventet at få mere ud af det i forhold til, at jeg var afsted i 3 måneder. Det kunne dog ligeså godt også have været tilfældet hos en praktikplads i Danmark, der er man dog bare i det mindste kulturelt på hjemmebane. Til gengæld har jeg jo så fået ekstremt meget ud af det kulturelt og erfaringsmæssigt, og for mig var det mindst ligeså vigtigt og hovedårsagen til, at jeg har vægtet et udlandsophold så højt. Jeg kan virkelig godt lide Italien, faktisk endnu bedre nu. Jeg skal bare ikke arbejde der, og det er jo også vigtig viden at erhverve sig. Nogle gange skal man på afstand for at forstå og sætte pris på det, man forlod og tror man kender. Jeg kunne bruge flere indlæg på at fortælle om hvor absurd teleselskaberne og andre systemer fungerer. “Har du brugt den 1GB data, du har købt? Det er ærgerligt, vi kan ikke give dig mere før næste måned. Heller ikke selvom du har lyst til at betale for det. Her får du i stedet 32kbps hastighed for resten af måneden.” Eller det at det tog 5 uger at få installeret trådløst internet i lejligheden, sætter tingene lidt i perspektiv i forhold til hvordan tingene fungerer i Danmark. Jeg fucking elsker Danmark! Så er det sagt. Men jeg kan altså også godt lide Italien.

På trods af disse mange praktiske forhindringer har jeg dog også haft en fantastisk tid. Jeg har virkelig virkelig nydt at tage ud og opleve andre byer og steder og i det hele taget suge til mig af god mad, små lokale begivenheder og italienske anekdoter og finurligheder. De øjeblikke og dage var mit frirum, hvor jeg slappede af og virkelig nød turen. Hverdagene med arbejde fra 9-18 var ikke meget sjovere end en arbejdsdag hjemme i Danmark. Men det har jo også været formålet med turen. Det hed 3 måneders praktik, ikke 3 måneders ferie. Der vil man nok have en lidt anden oplevelse hvis man fx tager et semester i udlandet. Mine forestillinger er i hvert fald, at der vil ligge lidt flere sociale arrangementer, frihed og nye bekendtskaber i sådan en oplevelse. På min tur har der nemlig desværre også hængt en stor skygge over hovedet i form af min lejlighedssituation, hvor jeg har boet sammen med den anden fra TEKO, hvilket mildest talt fungerede mindre godt. Jeg vil ikke komme ind på personlige detaljer. Der er altid to sider af samme sag, og min oplevelse bliver ikke bedre af, at jeg hænger den ud i offentligheden. Lad os bare sige det sådan, at vi overhovedet ikke klikkede hverken personligt, på arbejdsmæssigt plan eller i forhold til vores opfattelse af, hvordan man deler en lejlighed med en anden person. Det har tæret rigtig meget på både humør og energi, og det har mentalt været virkelig hårdt, at ens hjem for tre måneder aldrig kom til at føles som ens hjem pga. af dette. Det har været den mest ensomme periode i mit liv, uden sammenligning, og i visse perioder var det virkelig overhovedet ikke sjovt at være der. Heldigvis er jeg indrettet sådan, at jeg altid prøver at se det positive i de værst tænkelige situationer, og det at tage ud og opleve andre steder blev i stedet min redning og lyspunktet på ugen. Sådanne situationer kan man aldrig rigtig forberede sig på, og jeg håber og tror også på, at dette er et ud af de meget sjældne tilfælde. Der har været situationer og episoder, som jeg helt sikkert ville have grebet an anderledes i dag, men dengang var det jo ikke til at forudsige, at det ville gå så skævt. Og ja, så var vi jo altså også bare pisseuheldige med vejret igennem hele juli. Havde vi haft “normalt” italiensk sommervejr, så er jeg sikker på, at det havde overstrålet meget af den trælse lejlighedssituation. Jeg elsker 30 grader og en skyfri stegende himmel, og det var altså nogle høje forventninger, der overhovedet ikke blev indfriet den sommer.

Ville jeg stadig tage hele turen igen, hvis jeg vidste, hvad der ventede mig af både godt og ondt? Fandme ja! En af livets største opgaver er at udvide sin horisont og blive rig på oplevelser, der kan udvikle og danne én som menneske. Vi er så sindssygt priviligerede at vi i Danmark har så store muligheder for dette (du kan tage din SU med, søge diverse støtteordninger osv), og det er en gave, man ikke skal smide væk bare sådan uden lige. Det har på alle kanter og leder været en kæmpe oplevelse, og jeg har virkelig lært meget på de tre måneder. Ikke kun fagligt og kulturelt, men i høj grad også om mig selv. Efter at man læst indlægget her, vil man måske have en opfattelse af, at der har været mere på ned-siden end op-siden. Og ja, ned-siden har fyldt meget hos mig, men det har primært skyldtes én ting. En ting, som sgu bare var et rigtig uheldigt tilfælde. Og jeg håber virkelig ikke at én ting skal afskrække jer fra at begive jer ud i verden. Jeg er i hvert fald ikke blevet afskrækket, tværtimod. Man bliver stærkere af modgang, er det ikke det, man plejer at sige? Så grib verden, for fanden. Danmark er for lille til et helt liv.

Photobucket

Tilbage til overfladen

 photo IMG_2048.jpg

What what, jeg lever! De sidste par dage har været ret hektiske. Lørdag brugte jeg det meste af dagen på at flytte ting ud af papkasser (jeg har meget tøj, skal jeg hilse og sige), og i går arbejdede jeg på min praktikopgave. Tempoet var ikke helt så højt, som jeg kunne have ønsket, til gengæld var jeg nede og træne for første gang igen. Jeg kan mærke mine lår i dag! På grund af det lidt for sløve tempo i går, var i dag en intens kamp for at blive færdig. Mit hjerne arbejder stadig på højtryk og forstår ikke, at den ikke har noget at give sig til nu (slap lige af, ikk?). Kender I det? De sidste 6 timer har været en indædt kamp imellem mig, min computer, SketchUp og InDesign. Heldigvis vandt jeg til sidst, og jeg nåede at besøge Godsbanen inden de lukkede, så jeg kunne få printet det hele og bundet min opgave pænt ind. Så er jeg klar til at aflevere i morgen og fejre det hele med is og gensyn med søde veninder, som jeg ikke har set i månedsvis. Sommerferie, siger du? Næe, det dyrker vi desværre ikke rigtig på bacheloren på TEKO. På onsdag starter vi undervisning igen, og den 1. september skyder vi vores speciale i gang. Men så er der altså også kun en halvt år til, at jeg er færdig! Nu skal bloggen nok også lige komme i omdrejninger igen efter et par dages hvile, jeg skal bare lige have en lang nattesøvn først.

Photobucket

Hvad jeg laver i min praktik

 photo instagrampraktik.jpg

Der var en, der spurgte, hvad jeg egentlig laver i min praktik, og det er da også et meget godt spørgsmål. Virksomheden, jeg er i praktik i, er ALU, som er en italiensk virksomhed, der producerer retailløsninger fra standardinventar til customised løsninger til brands og butikker internationalt. På det ene billede kan I se deres showroom og altså nogle af deres produkter. Jeg har min praktik på deres hovedkontor her i Italien, hvor jeg sidder i den kreative afdeling. I afdelingen sidder vi to praktikanter, tre fuldtidsmedarbejdere og den kreative chef, så det er en lille afdeling. Jeg kan ikke gå helt i detaljer med, hvad jeg laver, da jeg naturligvis arbejder med en vis fortrolighed hos mit praktiksted. De ting, vi arbejder på, er på det stadie hvor det er business-to-business og dermed ikke er kommet ud til “offentligheden” endnu. Men lidt kan jeg da godt fortælle. De første par uger brugte vi mest tiden på at lære virksomheden og ALU’s produkter at kende. Nogle af de opgaver, de laver, er fx at komme med forslag til kunder, der fx ønsker at bruge en af ALU’s produktserier til deres væg i en butik (som sådan noget her). Der ligger ret meget teknisk i sådan en opgave, da man skal vide præcis hvilke dele, der skal bruges hvor, og hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre. Så som ny tager sådan en mindre opgave, der normalt kun tager 1-2 dage at lave, jo noget tid. For et par uger siden blev jeg dog sat i gang med et nyt større projekt af den kreative chef. Jeg har fået til opgave at udarbejde et foreslag til deres showroom i New York. Selve temaet har den kreative chef besluttet sig for, så mine opgaver ligger i at researche på det tema, indhente inspiration, udarbejde forskellige boards (farver, rum, materialer, grafik osv), og komme med idéer til layout og hvordan showroomet skal se ud, hvilket er det, jeg stadig er midt i nu. Undervejs får jeg hele tiden feedback og input fra den kreative chef, hvilket både er super spændende og meget lærerigt. Han har en kæmpe viden omkring mange ting, og selvom det selvfølgelig er meningen, at jeg skal udarbejde mine egne forslag, så er det altså rart at blive “guidet” lidt på et så stort projekt. Det er lidt af et drømmeprojekt, og jeg glæder mig til at se, hvad det hele ender med. Det bliver også det, der blandt andet bliver udgangspunktet for min opgave, som jeg skal aflevere på TEKO, når jeg kommer hjem igen. Deadlinen er d. 5. august, så det bliver en smule presset, når jeg først er hjemme d. 30. juli. I hvert fald hvis jeg ikke får tid til at skrive hernede, men det er helt klart målet. Ellers vil jeg være nødt til at arbejde i døgndrift, når jeg kommer hjem til Danmark, og det egner min hjerne sig virkelig ikke til. Men sig endelig til hvis I har andre spørgsmål med hensyn til min praktik, så skal jeg se, om jeg kan svare på dem.

Photobucket

En hurtig update fra Italien

 photo instagramitalien.jpg

Jeg vil lige komme med en hurtig update, hvis I skulle undre jer over hvad søren jeg laver. I morges forlod jeg mit dejlige værelse i Århus, og senere over frokost landede jeg i en lufthavn udenfor Venedig. Det syn jeg mødte, var ikke just det mest opmuntrende. Det STOD ned i stænger. Så meget at fortovet var oversvømmet og gjorde det umuligt at komme ned til busstoppestedet uden at få våde fødder og gennemblødt kuffert. Med hjælp fra nogle medpassagerer fik jeg sprunget over et hegn og kom så lidt gennemblødt som det var muligt ind i læskuret. Jeg skulle videre med offentlig transport til Bassano Del Grappa, hvor lejligheden ligger, og det betød både bus og tog og flere skift og lange ventetider undervejs. Heldigvis mødte jeg den anden fra TEKO, som også skal i praktik samme sted, ved busstationen, så selvom vi aldrig har mødt hinanden før, så hjalp det gevaldigt på situationen at have nogen at følges med. Men endelig sent på eftermiddagen ender vi i den rigtige by og bliver mødt af en anden praktikant fra virksomheden, som vi skal dele lejlighed med. Hun følger os op til lejligheden, og vi får lidt tid til at pakke ud. Derefter tager vi ud for at få noget aftensmad i byen. Det regner stadig, så vi går hurtigt igennem de små gader, som på trods af regnen og udsigten under paraplyen er noget så fine. I skal virkelig glæde jer til at se billeder af byen! I morgen er så allerede første dag i praktik, shit jeg er spændt.

Photobucket